Opdateret: Store dele af Herlev uden vand men det kommer snart tilbage
Et akut opstået problem har efterladt store dele af Herlev uden vand.
Opdateret klokken 10.19 med en ny prognose for, hvornår vandet kommer tilbage og med link til gode råd.
Herlevborgerne i blandt andet Eventyrkvarteret har fredag morgen fået en sms fra HOFOR, hvor man oplyser, at store dele af Herlev er uden vand.
Herlev Bladet har snakket med HOFOR, der oplyser, at det skyldes et akut opstået problem i forbindelse med en varslet reparation af vandrør på Kobbervej og Tornerosevej fra klokken 7 til 13 fredag.
Tilbage til normalen midt på dagen
Problemet resulterede i, at vandtrykket faldt så meget, at det nærmest virkede som om, at man havde lukket for vandet. Vandrørene er nu repareret og fejlen lokaliseret, og det betyder, at vandtrykket er på vej tilbage til normalen. Ifølge HOFOR vurderer man, at det vil være normalt for beboerne i Eventyrkvarteret midt på dagen. Dog kan det være lidt misfarvet til at begynde med.
Sidste gang en stor del herlevborgere måtte undvære vandet var i oktober sidste år, hvor op mod 20.000 herlevborgere ikke måtte drikke vandet i hanerne, fordi store dele af Herlevs drikkevand var blevet inficeret med E.Coli-bakterier.
Der er lukket for kommentarer