Hospital skærper procedure for udgang efter dødsfald
En ny rapport i kølvandet på en 33-årig patients død lige uden for Herlev Gentofte Hospital frikender hospitalet for at have begået fejl. Alligevel mener vicehospitalsdirektør, der er grund til at stramme op på reglerne.
Der skal strammes op, når en indlagt patient forlader Herlev Gentofte Hospital og ikke umiddelbart kan findes igen.
Det fortæller hospitalets vicedirektør Jan Toftholm Andersen med udgangspunkt i en netop udgivet rapport, som hospitalet selv har lavet.
I rapporten har man analyseret hændelsesforløbet, efter at en 33-årig patient i februar forsvandt fra hospitalet og dagen efter blev fundet død på en byggeplads tæt på – tilhørende hospitalet.
Opstramningerne har at gøre med den procedure, som går i gang, når en patient forlader hospitalsmatriklen uden at give lyd.
Var ikke bekymret
Det betyder blandt andet, at man fremover i modsætning til sagen med den 33-årige, ikke vil tøve med at kontakte politiet.
»Hvis vi er i tvivl, om vedkommende er i stand til at klare sig selv, så skal vi fremover kontakte politiet«, påpeger vicedirektøren.
LÆS OGSÅ: Venner til afdød patient undrer sig
Han tilføjer, at man ikke alarmerede politiet i sagen med den 33-årige, fordi man vurderede, at han kunne klare sig selv.
Derudover fremgår det også af rapporten, at man for fremtiden vil reagere hurtigere, når en patient forsvinder samt prioritere reglerne for, hvad personalet skal gøre, på hospitalets intranet, så de nemt kan findes.
Gjorde ikke noget galt
Sagen om den 33-årige mand startede, da han tirsdag 5. februar i år blev fundet død på en byggeplads ved Herlev Hospital.
Søndagen inden var han blevet indlagt på hospitalet, fordi han var besvimet, og mandag ved 19-tiden gik han ud for at ryge på hospitalets grund, hvorefter han ikke kom tilbage på sin stue. Først dagen efter fandt man ham død i nærheden. Efterfølgende har hospitalet lavet sin egen undersøgelse af forløbet, og det er den rapport, der nu ligger klar.
»I forhold til de skøn, der blev lavet, mener jeg ikke, vi gjorde noget forkert, men det ærgrer mig, at vi ikke på en mere stringent måde fik fulgt vores procedure, selvom jeg ikke tror, det ville have gjort en forskel i forhold til patientens død«, understreger vicedirektør Jan Toftholm Andersen.
Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks