Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Hospitalsleder opfordrer sundhedsvæsenet til at komme ind i kampen

Vicedirektør Bodil Ørkild fra Herlev Gentofte Hospital opfordrer sundhedsmyndighederne og dermed staten til at finansiere driften af appen Dermloop, der skal hjælpe læger og patienter med at spotte hudkræft.

Spørger man vicedirektør ved Herlev Gentofte Hospital, Bodil Ørkild, så bør det samlede sundhedsvæsen være fælles om at løse finansieringsopgaven både i forhold til udbredelsen og driften af den 31-årige læge, forsker og iværksætter, Niels Kvorning Ternovs app, Dermloop. En app, der skal gøre alment praktiserende læger bedre til at diagnosticere hudkræft for derigennem at give patienterne et hurtigere svar og reducere tiden med unødig bekymring. Og selvfølgelig undgå at bruge en masse ressourcer på udredning af godartede mærker. I stedet skal tiden bruges på de syge.

LÆS OGSÅ: Sådan vil ung forsker revolutionere kampen mod hudkræft

»Den rammer ned i alle de behov vi har, og i stedet for kun at løfte et område, så hjælper den på flere områder og på tværs af sektorer,« påpeger vicedirektøren, der ser appen som det bedste bud på en teknologisk løsning, der kan gøre det danske sundhedsvæsen mere effektivt.

»Vi står med et sundhedsvæsen, hvor vi mangler medarbejdere især sygeplejersker men også læger inden for nogen områder.  Derfor bliver vi nødt til at tænke i innovative løsninger, der kan understøtte de udfordringer, vi står med. Teknologiske løsninger generelt og specielt de digitale løsninger kan hjælpe, så vi får mere smidige og effektive patientforløb. I den forbindelse tilgodeser Dermloop patienterne på alle fronter. Der er mindre ventetid på at få en diagnose, de fleste patienter slipper for unødige bekymringer, de undgår at blive henvist til videre udredning, som er tidskrævende, og så er appen med til at selektere de raske fra de syge,« påpeger hun, der samlet set ser det som en samfundsøkonomisk gevinst.

Taler appens sag

Hvad har du selv gjort for at udbrede Dermloop?

»Jeg forsøger at sætte Dermloop på dagsordenen i de fora, som kan være med til at få løsningen skaleret og implementeret bredt. Ligegyldigt hvem jeg snakker med, så er tilbagemeldingen, at det er en rigtig god innovationsløsning,« fortæller hun og nævner, at også Innovationsboardet i Danske Regioner har kåret den som den løsning, der vil være bedst til at blive skaleret og implementeret på nationalt plan.

Niels Kvorning Ternov fik idéen til DermLoop i 2018 i forbindelse med sit ph.d.-projekt, og udviklingen af appen tog for alvor fart i 2020, da han fik 10 millioner kroner i støtte af Innovationsfonden. Skal appen have vinger, anslår vicedirektøren, at det vil kræve mellem 30 og 50 millioner kroner.

 

Tal

  • Kræft i huden er den hyppigste kræftform i Danmark, med mere end 18.000 nye tilfælde hvert år.
  • Der bliver fjernet op mod 75 godartede modermærker for hvert tilfælde af modermærkekræft, hvilket koster over 200 mio. kr. årligt.

Forventede resultater af Dermloop

  • 70-80 % af første-konsultationerne i forhold til hudkræft kan ordnes telemedicinsk, og at 50-60 % af disse enten kan afsluttes eller behandles direkte – altså uden yderligere konsultationer eller prøver.
  • færre patienter vil få foretaget unødvendig fjernelse af godartede hudtumorer, hvilket betyder færre ar, infektioner og sygedage.
  • patienter vil opleve hurtigere, smidigere og bedre behandlingsforløb, hvor der vil ses fald i defensiv medicin og overdiagnostik samt fald i unødvendige biopsier af benigne tilstande.
  • kunne frigive personaleressourcer indenfor flere forskellige specialer, som fx patologien og plastikkirurgien.
  • almen praksis bliver aflastet med implementering og giver ca. 20 % færre henvisninger grundet kompetenceløft i almen praksis.
  • national implementering kan give en årlig besparelse på 146 mio. kr. årligt (men det er selvfølgelig svært at estimere præcist, så det er et grovkornet og konservativt skøn).
  • en 3-årige national aftale (i både privat og offentlige sektor) vil koste omkring 60 mio. kr. (skal afklares i et egentlig udbud).
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!