Hvordan skal Herlevs Have se ud?
Frivilligcenter & Selvhjælp Herlev inviterer til to borgermøder, hvor formålet er at finde ud af, hvordan et nyt grønt åndehul for alle herlevborgere, skal se ud.
Over de næste to år vil Frivilligcenter & Selvhjælp Herlev i samarbejde med herlevborgerne skabe et nyt grønt samlingspunkt ‘Herlevs Have’ med fokus på fællesskaber, frivillighed og aktiviteter som for eksempel naturoplevelser i vandre-, urte- og sansehave, borgersamlinger, aktivitetsgrupper, frivilligworkshops, undervisning i biodiversitet, naturterapi, leg, loppemarked, bålmøder og bålsamtaler, undervisning, ophold, ro og fordybelse og meget mere.
LÆS MERE: Nordea Fonden giver knap en million
Derfor inviterer man til to borgermøder med det formål at informere mere om projektet, samle nye idéer og måske allerede nu få etableret grønne fællesskaber med folk, der godt kunne finde på at bruge sådan en have, men også frivillige, der gerne vil være med til at passe haven, der skal ses som et grønt åndehul for alle.
Borgermøderne
Planen er at etablere haven på frivilligcentrets plæne, og arbejdet starter 23. august med det første borgermøde, som byder på oplæg og workshop, kreative øvelser herunder at bygge insekthoteller samt levende musik og fællesspisning.
Haven skal byde borgere på naturoplevelser, som blandt vil rumme synlige indgange, blomstereng, sansehave, insektvenlige staudebede, forsænket bålplads, træpavillon, vandrehave, urtehave, insekthoteller og opholdsrum i det nuværende skur.
Frivilligcenter & Selvhjælp Herlev har indgået samarbejde med blandt andet Danmarks Naturfredningsforening Herlev, NEXT Herlev – Tømrerlinjen, SSP Herlev Kommune, Grøn & Partner. Projektet er støttet af Nordea-fonden, som støtter borgerdrevne initiativer, som skal komme lokalsamfundet til gode, indeholde udendørs aktiviteter og bidrage til flere grønne samlingssteder, der styrker fællesskabet i byen.
To borgermøder:
Del 1: 23. august kl. 17.00 – 20.30
Del 2: 7. september kl. 17.00 – 20.30
Sted: Herlev Hovedgade 172 (indkørsel J.E Pitznersvej)
2730 Herlev.
Der er lukket for kommentarer