Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Idræt for sindet: Mogens gør en forskel for psykisk sårbare

Mogens Damgaard fra Herlev har modtaget Dansk Idrætsforbund og Grundfos Fondens: Idrættens Sociale Pris for sin store indsats for mennesker med psykisk sårbarhed. Prisen blev uddelt ved det årlige sportsgalla-show i Herning.

Idræt er et stærkt middel til fællesskab og trivsel og er derfor en god ramme for sociale indsatser, der kan styrke lokale samfund og gøre en forskel for udsatte borgere. 

Det vil Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden nu sætte spot på med en ny pris, som blev uddelt for første gang ved Sport 2023 i Boxen i Herning i lørdags 6. januar, hvilket vanen tro blev transmitteret direkte på DR1.

Vinderen af prisen var en foregangsmand fra Dansk Arbejder Idrætsforbund. Nemlig Mogens Damgaard fra Herlev, som i årtier har arbejdet for at udbrede Idræt for Sindet, som skaber idrætsforeninger for psykiske sårbare.

»Idræt for Sindet er et fremragende eksempel på idrættens potentiale i at hjælpe mennesker i en sårbar situation. Vi er særligt imponeret over, hvordan Mogens Damgaard har løftet og spredt indsatsen ud i kommuner til gavn for mange deltagere – og derfor har vi valgt at pege på ham som modtager af prisen,« siger Kim Nøhr Skibsted, fondsdirektør, Grundfos Fonden, i en pressemeddelelse.

Fantastisk oplevelse 

Det er en jury med repræsentanter fra DIF og Grundfos Fonden, der har udpeget Mogens Damgaard som vinder af prisen. Og ud over anerkendelsen kan han se frem til at modtage en check på 75.000 kroner til det videre arbejde med Idræt for Sindet.

»Jeg havde aldrig været i Boxen før, og jeg må sige, at det var en fantastisk oplevelse, da 12-15.000 mennesker klappede af dig,« siger han, da han møder Herlev Bladet et par dagen efter, at han blev hyldet i det midtjyske.

»Det er en stor anerkendelse at modtage denne pris, og jeg er meget stolt og glad. Både over præmien, som vil gavne de videre indsatser, men også over den opmærksomhed, som Idræt for Sindet får i den her forbindelse,« siger Mogens Damgaard, som har været involveret i at organisere idræt for psykisk sårbare siden 1980’erne.

Og det begyndte med, at han opdagede en ting på sit arbejde. Mogens Damgaard er uddannet psykiatrisk sygeplejerske og var ansat i psykiatrien i den daværende Jægerspris Kommune.

»Her kunne jeg se at det at bevæge sig havde en positiv effekt på psykisk syge, der var lettere til glæde og smil for dem,« fortæller han.

»Der er mange af de her idrætsdeltagere, jeg har mødt, som har haft det skidt og dårligt, der har fået et værdigt liv gennem idrættens fællesskab

Investere i mennesker 

Siden blev han leder af socialpsykiatrien i Jægerspris og endnu senere chef for handicap og psykiatri i Frederikssund Kommune  og kunne dermed prioritere idræt inden for området, og fra midt i 1990’erne gik det stærkt – også uden for kommunen. 

Mogens Damgaard blev involveret i Danmarks første idrætsfestival for psykisk sårbare i Vejle, og derudover var han med til at stifte Idræt for Sindet under Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI). Begge dele er han stadig aktiv i den dag i dag som en del af forbundsledelsen i DAI og politisk ansvarlig for Idræt for Simdet og administrativ koordinator for Idrætsfestival for Sindet. 

I 2015 gik han på pension, og dermed fik han endnu mere tid til at være aktiv i idrætslivet for psykisk sårbare, hvilket han nu er hædret for.

»Det at skabe idræt for psykisk sårbare er ikke bare ’a piece of cake’, det skal laves i samarbejde med kommunerne, og det handler om, at kommunerne skal investere i mennesker, hvilket vil spare dem for penge senere,« mener han med henvisning til, at gladere og mere aktive borgere med psykiske vanskeligheder skaber besparelser på andre områder.

Idræt for Sindet og Mogens Damgaard har samarbejde med 41 kommuner landet over om at skabe foreninger for psykisk sårbare.

Når han skal svare på, hvad der har drevet ham gennem de mange år, siger han:

»Der er mange af de her idrætsdeltagere, som jeg har mødt, som har haft det skidt og dårligt, der har fået et værdigt liv gennem idrættens fællesskab,« fortæller han.

Skuffet over kommunen

Mogens Damgaard har boet i Herlev siden 1970, og adressen har siden 1994 været Kamdalen. 

Han er selv aktiv i flere af Herlevs idrætsforeninger, han spiller tennis i Herlev Tennisklub, torsdagsfodbold i Herlev Idrætsforening og badminton i Husmoderforeningen, hvor han fortæller, der er fem mænd, som godt må være med til ketchersporten, men skal holde sig fra øvrige aktiviteter i foreningen.

Han har altid sat pris på Herlevs idræts- og foreningsliv, men han lægger ikke skjul på sin skuffelse over, at Herlev ikke er involveret i en idrætsforening for psykisk sårbare. Det var kommunen tidligere i form af IF Aktivisterne i samarbejde med nabokommunen Ballerup, men det trak Herlev sig fra i 2022 til fordel for andre prioriteringer inden for idræts- og fritidstilbud for målgruppen.

Mogens Damgaard var ikke den eneste med relation til Herlev, som var indstillet til en pris til en fornem pris ved Sport 2023 Galla i Herning. Charlotte Gyde fra Herlev/Hjorten Squash var nomineret som årets frivillige, men vandt dog ikke prisen.

LÆS OGSÅ: Derfor var Charlotte Gyde indstillet til pris 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!