Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Københavns Vestegns Politi har ekstra patruljer på gaden

De nye corona-restriktioner, der er blevet indført i blandt andet Herlev, gælder foreløbig frem til den 1. oktober, og Københavns Vestegns Politi har ekstra patruljer på gaden, for at sikre at restriktionerne bliver overholdt.

Åbningstiden for barer, caféer og restauranter på Vestegnen er blevet yderligere begrænset, og kunderne skal til at bære mundbind. Det sker for at begrænse smitteudviklingen.
»Der er ingen tvivl om, at vi lige nu står i en meget alvorlig situation, og bliver reglerne ikke overholdt, så vil man blive sigtet for at overtræde dem. Det er et fælles ansvar at holde smitten nede, og vi skal alle gøre en indsats for at begrænse smittespredningen,« siger politidirektør Kim Christiansen.

Bliver reglerne ikke overholdt, så vil man blive sigtet for at overtræde dem.

Københavns Vestegns Politi vil derfor igen i den kommende weekend køre med øget patruljering for at sikre, at de nye regler bliver overholdt, og der vil blive ført tilsyn og kontrol med kredsens mange restaurationer, barer og caféer, oplyser politiet i en pressemeddelelse. Der vil også være øget fokus på, om det kan blive nødvendigt at udstede opholdsforbud visse steder i politikredsen for at sikre, at festen ikke rykker udenfor efter klokken 22.

»Der skal skrues op for ansvarligheden – og det gælder os alle. De nye restriktioner er iværksat, fordi vi står i en meget alvorlig situation, og det er for vores alles bedste. Så følg retningslinjerne, skru ned for tætheden og op for ansvarligheden,« siger politidirektøren.

Fakta om de nye restriktioner:

  • Ny lukketid: Serveringssteder som restauranter, barer, caféer og lignende steder med bevilling skal lukke kl. 22.00.
  • Husk mundbind: Der er indført krav om brug af mundbind eller visir på restauranter, barer, caféer og lignende serveringssteder – dog ikke, når man sidder ned.
  • Krav om skiltning: Der er indført krav om skiltning, der angiver, hvor mange personer, der maksimalt kan være i en restaurant, bar, café og lignende serveringssted for at opfylde kvadratmeterkravet. Samtidig er der indført krav om skiltning om brugen af mundbind eller visir.
  • Superligakamp: Også i forbindelse med den kommende superligakamp mellem Brøndby IF og AC Horsens den 27. september, bliver der en række begrænsninger.

Derudover opfordres der til, at andre arrangementer, fester og fejringer i private hjem ikke afholdes med andre end den nærmeste, snævre omgangskreds.

 

LÆS OGSÅ: Opfordring til Herlevs unge – bliv hjemme. 

 

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!