Kommunestævne i Skoleskak: Herlevs skoleelever skal lære hinanden at kende over skakbrættet
På mandag den 20. juni kommer der gang i skakbrikkerne, når knap 100 elever fra tre af Herlevs folkeskoler mødes på Gl. Hjortespringskole for at dyste mod hinanden til kommunestævne i skoleskak.
Knap 100 folkeskoleelever fra Herlev mødes på mandag den 20. juni på Gl. Hjortespringskole, hvor Dansk Skoleskak i samarbejde med Herlev Kommune afholder et kommunestævne i skoleskak.
Til stævnet deltager elever fra Lindehøjskolen, Kildegårdskolen afd. Vest og muligvis også Gl. Hjortespringskole, der stadig kan nå at tilmelde sig arrangementet. Det er op til den enkelte skole, hvilke eleverne de har lyst til at stille med, og indtil videre er der tilmeldt elever fra 2., 3., 4., og 6. klasse.
Det fortæller Esben Nicolajsen fra Dansk Skoleskak, der vil fungere som vært til kommunestævnet i skoleskak på Gl. Hjortespringskole på mandag.
»Vores eneste kriterie er, at eleverne skal kende brikkernes gang,« oplyser han.
Elverne kommer til at møde nogle nye mennesker og lære dem at kende, mens de dyster mod hinanden
Eleverne fra de tre skoler dyster mod hinanden, og målet er at blive den skole med det højeste pointgennemsnit. Der uddeles ikke præmierer for elevernes individuelle præstationer, men den skole, som får det højeste pointgennemsnit, kan kalde sig for stævnets vinderskole og vinder en vandrepokal. Det er dog ikke konkurrencen, der er fokuspunktet for arrangørerne af stævnet, det er nemlig noget helt andet.
»Det er fællesskabet, der er i fokus til skoleskakstævnet. Eleverne kommer til at møde nogle nye mennesker og lære dem at kende, mens de dyster mod hinanden,« siger Esben Nicolasen, der også fortæller, at elever der går på samme skole ikke kommer til at dyste mod hinanden.
Ifølge Esben Nicolajsen adskiller skoleskak sig fra almindelig skak på den måde, at skoleskak er en læringsmetode, der arbejder med at få flere børn og unge til at udvikle sig fagligt, socialt og mentalt.
LÆS OGSÅ: Siff fra Herlev sagde sit sikre job op for at hjælpe ældre og deres pårørende
Tilbage efter corona
Der har været kommunestævne i skoleskak i Herlev før, men det er flere år siden. Sidste gang at Dansk Skoleskak afholdte kommunestævne i Herlev var i 2019, og siden da er arrangementet af flere omgange blevet rykket og aflyst.
»Det (kommunestævne i skoleskak, red.) skulle have været afholdt igen i 2020, men blevet udskudt på grund af corona, og det gjorde det også igen i 2021. Vi glæder os meget til endelig at være tilbage igen,« fortæller Esben Nicolajsen og tilføjer:
»Skoleskak bliver en tradition på flere og flere skoler, og det er noget, som eleverne ser frem til. Derfor håber vi meget, at vi kan afholde endnu et kommunestævne i skoleskak i Herlev næste år,« siger han.
Skoleskak bliver en tradition på flere og flere skoler, og det er noget, som eleverne ser frem til
Også Mads Jacobsen, der er generalsekretær i Dansk Skoleskak, glæder sig over, at det nu igen er muligt at afholde kommunestævnet i skoleskak. Det fremgår af en pressemeddelse om arrangementet fra Dansk Skoleskak.
»Efter en tid med distance og kommunikation via en skærm, har vi glædet os til at mødes til kommunestævnerne i ‘Skoleskak fællesskaber på Tværs’. At møde nye mennesker og fordybe sig i noget andet end iPad’en er noget, vi også har glædet os til rigtig længe og med støtte fra Nordea-fonden, kan vi nu skabe flere fællesskaber i Herlev,« udtaler generalsekretæren sig i pressemeddelsen.
Af pressemeddelsen fremgår det også, at kommunestævnet er en del af Dansk Skoleskaks nye stævnekoncept, de kalder for ‘Skoleskak Fællesskaber på Tværs, som er støttet af Nordea-fonden. Konceptets formål er at samle elever på tværs af køn, klassetrin og kultur.
Kommunestævnet i Herlev finder sted på mandag den 20. juni på Gl. Hjortespringskole i tidsrummet fra 10 til 14.
LÆS OGSÅ: Her vil der være Sankt Hans bål i år
Der er lukket for kommentarer