Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

HI Fodbold har succes med talentudvikling men målet er at gøre alle spillere bedre

Flere af landets store klubber har kig på HI Fodbolds unge spillere, og nogle spillere er sågar blevet rekrutteret. Ifølge klubbens ungdomsansvarlige er det en blåstempling af en større indsats. Selvom konsekvensen også er at miste gode spillere, er det besværet værd, mener han. Både DBU og Team Danmark advarer mod at lade spillere skifte for tidligt.

Helt ekstraordinært blev syv af HI Fodbolds dygtigste U12-spillere sidste år før sommer hvervet til de store klubber: Brøndby, Lyngby, FC Nordsjælland, HB Køge, KB og AB. Ligeledes har syv ungdomsspillere i år trænet med på DBU’s ATK+ center (Aldersrelateret Trænings Koncept), som tilbydes i samarbejde med FCK og Lyngby. En af dem, U12-spilleren William Thorup Hansen, er oven i købet blevet tilbudt en aftale med Brøndby IF om at fortsætte i klubbens Masterclass efter sommerferien.

Alt det er ifølge ungdomsansvarlig i HI Fodbold, Martin Mortensen, et udtryk for, at klubbens satsning på eliteudvikling og et godt træningsmiljø de sidste fire fem år har båret frygt. Også selvom det betyder, at man har måtte afgive nogle af de dygtigste spillere.

»Det er selvfølgelig lidt ‘bittersweet’, men vi vælger at se det som en blåstempling af det træningsmiljø og det talentarbejde, vi har i Herlev IF, og vi bliver stolte, når de store synes, vi har udviklet så meget på nogle af vores spillere, at de kan træde direkte ind i de akademier, de har. For det er virkelig sådan, at de store klubber støvsuger alt talentmasse, der er på Sjælland, og det, at man får en plads i de miljøer og bliver en del af den fodbolduddannelse, der ikke fås så mange andre steder, det er vi vi mega stolte af,« påpeger Martin Mortensen.

Hans egen personlige drøm er at opleve, at en Herlev-spiller en dag kommer på landsholdet eller kommer til at spille i en af de bedste udenlandske rækker.

Samarbejder med DBU’s ATK+Center

Når det er sagt, understreger han, at klubbens satsning på talentudvikling ikke går udover bredden. Fodboldtræningen skal nemlig først og fremmest være sjov og inkluderende.

»Vi synes jo, at fodbold er interessant både for bredden om end også for de dygtigste spillere, så vi vil gerne kunne levere et træningsmiljø, der tager hånd om begge typer. Der skal være plads til alle i Herlev Fodbold,« forklarer han og uddyber, at det, som klubben gør, er at inddele spillerne efter niveau.

»Vi inddeler i C- og D- og A- og B-trupper. Det er ikke en ekskludering af nogen. Tværtimod har vi en oplevelse af, at det er fedt for alle spillere. Ingen bliver over- elle undermatchet, og vi kan tilrettelægge et træningsmiljø, som er målrettet ens niveau,« fortæller Martin Mortensen.

Han understreger, at der er meget fokus på trygheden i processen, så det ikke bliver et udskilningsløb.

»Vi er meget fokuseret på at udvikle spillere i trygge og læringsrige miljøer så længe som muligt og til trods for åbenlyse talenter tidligt, så anbefaler vi altid, at de bliver så længe som muligt i Herlev IF dog med klarhed om, at fra U13 så skal de allerbedste videre til elitemiljøer,« forklarer han og nævner William Thorup Hansen som et godt eksempel – han startede i HI Fodbold, da han var fire år gammel.

William og mange andre danske drengespillere har i flere år kunne drage fordel af en ugentlig ekstratræning i et af DBU’s 29 ATK+Centre (Aldersrelateret Trænings Koncept) til de U10-12-spillere med et særligt potentiale. Det kræver dog, at man bliver særligt udvalgt. Tilbuddet er lavet dels for at give spillerne nogle udfordringer, men også for at sikre, at klubberne ikke i den periode kan hverve dem – det må man nemlig ikke – så de kan blive i deres hjemklubber i længere tid. Til gengæld må klubberne fra U13 og frem gerne begynde at rekruttere, hvilket så også sker i stor stil.

For HI Fodbolds vedkommende er man tilknyttet et center i Nærum, som varetages af FCK og Lyngby i samarbejde med DBU. Der spilles ikke kampe i ATK+ Center regi, men udelukkende tale om et ekstra træningstilbud.

Artiklen fortsætter under billedet.

Tv.: William Thorup Hansen, Vitus Krak-Tolstrup, Nikolaj Bech, Magnus Heerup Madsen og Alex Christensen. Det er de drenge, der er en del DBU og FCK/Lyngbys talentprogram ATK-centret.

 

Drømmer om talentsamarbejde

Men hvorfor overhovedet lave et talentudviklingsprogram – hvorfor ikke bare fokusere på bolden?

»Det interessante ligger i at gøre spillere dygtige, og så hører det bare til fodbolden at undersøge, hvor dygtig kan man blive, så det dyrker vi også. Også for breddespillerne for at gøre dem så dygtige som muligt,« forklarer den ansvarlige for ungdommen i HI Fodbold.

Han uddyber, at klubben pt. har mange spillere fra årgang 08 og yngre, men jo ældre de bliver, tyndere antallet ud. For eksempel fra U14 til 19 er der ikke så mange spillere endnu, fordi der ifølge ham stadig er et efterslæb fra dengang, hvor klubben havde svært ved at få nye ungdomsspillere ind – 10-12 år tilbage. Men de kommer, og derfor mener han også, at klubben generelt har en stor talentmasse at trække på, så selvom der ryger nogle afsted til andre klubber, så kan man stadig forsyne egne rækker, lyder det.

»Og så gør vi det på en måde, at skulle det glippe for de talenter, der tager væk, som det gør for langt de fleste på et eller tidspunkt, så er man hjertens velkommen tilbage til Herlev IF, hvor vi jo også har udviklet på dem, der blev tilbage. Det betyder, at vi gerne skulle være på et niveau, hvor dem, der kommer tilbage, også kan blive udfordret. I sidste ende handler det også om, at vi gerne skulle kunne levere til vores eget førstehold,« understreger Martin Mortensen og håber, at de Herlev-talenter, der for eksempel har trænet i Brøndby IF og ikke kommer på hold i stedet for at tage til blandt andet Hvidovre også kan vende støvlesnuderne tilbage til Herlev og få deres lyster styret.

Faktisk drømmer han om, at Herlevs klubber kan gå sammen i et elitesatsnings-samarbejde, hvor man i fællesskab sætter skub under udviklingen af talenter for ultimativt at opnå stjerner i DBU’s licens-rangerings-system, hvor de bedste spiller mod de bedste. Her belønnes de klubber, der lever op til en række krav i talentudviklingsarbejdet, med stjerner og licenser.

Hvad med pigerne i HI Fodbold, har I også en talentudviklingsplan for dem?

»Vi har desværre ikke så mange pigermedlemmer, som vi kunne ønske os, men ellers er svaret ja. Vi sikrer, at de piger, der har et særligt potentiale, bliver udfordret ved blandt andet at spille op (træne og spille kampe med ældre årgange) eller alternativt træne/spille med hos drengene. Vi har grundlæggende det samme fokus på at udvikle pige-/dame-spillere som på drengesiden, samtidig med at der skal være plads til alle piger uanset niveau,« fastslår han, der gerne vil opfordre til, at flere piger melder sig ind i klubben.

Artiklen fortsætter under billedet.

William Thorup Hansen er et af de store unge talenter i HI Fodbold. Han skal snart videre til Brøndby IF. Her med Herlev-træner Steven Knudsen.

 

Bør være mere forældreinddragelse

Med talentudviklingen følger vel også et ansvar for at klæde spillere og forældre på til det, der venter, hvis man er talent. Hvordan gør I det?

»Jeg prøver at hjælpe forældrene med at forstå, at det handler ikke kun om, at jeres søn har lyst til det her, I skal også kunne være med. Nogle gange kan de store klubber godt hjælpe med det praktiske såsom at køre til og fra træning, men det er ikke altid, og man skal som familie være indstillet på, hvor indgribende det kan være. Det er klart forældrenes ansvar, om det er en god idé eller ej, men det er typisk min rolle at gå i dialog med forældrene,« forklarer Martin Mortensen og tilføjer, at et skifte til en storklub kan for eksempel også betyde, at man skal flytte skole til en anden kommune, fordi det passer bedre med morgentræningen.

Vi arbejder ikke på en pølsefabrik, børnene har krav og ret til at blive behandlet med respektiv og værdighed

Også hos DBU har man gjort sig nogle tanker om, hvilke konsekvenser talentudviklingen bør have og kan få for de unge. For eksempel har man lavet en decideret børnefodbold-strategi, der blandt andet arbejder med børns rettigheder i fodbold.

»Det overvejende budskab i strategien er, at børn har rettigheder, når de går til fodbold i Danmark. Det vil vi gerne stå på mål for, det vil alle de organisationer, vi har arbejdet med, og det næste er at sige, vi skal sætte spilleren i centrum. Der er den afgivende klub, som godt ved, om det er en dygtig spiller, der har godt af et klubskifte. I så fald skal man ikke holde igen, men der er også den rekrutterende klub, som skal holde sig i skindet (…). Vi arbejder ikke på en pølsefabrik, børnene har krav og ret til at blive behandlet med respekt og værdighed, og vi skal blive dygtigere til at snakke med barnet og barnets værger,« påpeger teamleder for DBU Børnefodbold, Jesper Jacobsen.

Han uddyber, at man godt kunne blive bedre til, at inddrage forældrene tidligere i talentudviklingsarbejdet og klæde dem på i forhold til den omvæltning, der kan komme. Men omvendt fastslår han også, at det netop er derfor, man har lavet en regel om, at børn ikke må blive rekrutteret før efter U13.

Bør ikke rekruttere børn

»Det erklærede formål med ATK+ er at fastholde spillerne i eget miljø, for man kan ikke forudsige spillernes udvikling, fra de er ni år, til de bliver ældre. ATK+ er med udgangspunkt i, hvor er spilleren nu, men  det er også vigtigt at sige, at det skal ikke være en selektionsmaskine,« påpeger Jesper Jacobsen, der omvendt vurderer, det er i orden for klubberne at bruge ATK-træningen som et sted, hvor de kan ‘scoute’, det vil sige følge med i spillernes udvikling.

»Det er uhensigtsmæssigt at rekruttere en 10-årig, for man kan ikke forudsige udviklingen, men det giver fint mening for en stor licensklub at finde ud af, hvad er der for spillere i baghaven. Over tid skal de bedste spillere jo indfinde sig i de bedste klubber,« bemærker han og fortsætter i forhold til, om det så er ok at rekruttere, når spillerne bliver U13.

Det er uhensigtsmæssigt at rekruttere en 10-årig, for man kan ikke forudsige udviklingen, men det giver fint mening for en stor licensklub at finde ud af, hvad er der for spillere i baghaven

»Om 12 år (U13) er det gyldne snit er svært at sige. Et eller andet sted skal skellet jo være. I den ideelle verden forudsætter et klubskifte, at man har omfattende kendskab til spilleren, kan imødekomme afstanden, så det ikke bliver så stor en belastning, der skal stadig være tid til eksempelvis venner, så det hele ikke går op i transporttid. Og så skal klubberne også forpligte sig på at ville spilleren i mere end to år,« lyder det fra Jesper Jacobsen.

Han pointerer, at det er rigtigt, at klubberne gør sig nogle grundige overvejelser, når de rekrutterer, så man så vidt muligt undgår, at de enkelte unge spillere ikke oplever nederlag, fordi klubben havde valgt forkert.

Ro på…

Derudover opfordrer teamlederen til, at man dropper elitebegrebet i børnefodbold.

»Der er ikke noget, der hedder elite og bredde i børnefodbold. Det hedder børnefodbold, og så er der nogen, der vil mere, og nogen, der vil mindre. (…) Generelt bør man holde op med at tale om elite, fordi man udvælger børnene på baggrund af, hvem der er gode lige nu, men aner ikke, hvor de er om fire fem år. Så skal man måske sortere nogen fra, som man kom til at vælge til. Omvendt er det også almindeligt, at ens præstationer tager sig et dyk, så du risikerer at vælge nogen fra, som blomstrer senere (…). Så lad os erkende, at vi har svært ved at forudsige spillernes udvikling, så derfor vent med at rekruttere, til det giver mening,« lyder budskabet.

Det er Peter Jensen, der står for talentudvikling i Team Danmark, enig i.

»Det er rigtig vigtigt, at man holder fokus på, at når man er 10-12 år gammel, så er det stadig børnesport, man laver, og så får nogle mulighed for at spille ekstra fodbold (ATK+), men det er vigtigt, at man holder fast i de samme værdier som for eksempel lige spilletid til alle og så videre. Det man også kan sige er, at det er tidligt, de begynder at vælge folk ud. Det er svært at identificere, hvem kan forventes at blive store talenter, så det handler allermest om at sikre, at der ikke er noget forbundet med  et stort pres, men at ATK+ er et tilbud om ekstra træning, så der er ikke lukket nogle døre, hvis man ikke kommer ind dér,« påpeger han.

Så meget desto mere viser en undersøgelse ifølge ham, at sandsynligheden for at slå igennem som voksen er større, hvis man tager den lidt med ro som barn og for eksempel også bruger tid på at pleje andre interesser.

»Man kan sige, at hvis man gerne vil være en god junior, så skal man træne så meget som muligt, og hvis man gerne vil slå igennem som senior senere, så giver det en positiv effekt også at have dyrket andre sportsgrene som ung,« lyder det fra Peter Jensen, der henviser til et stort studie af den tyske professor Arne Güllich.

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!