Kriminel sommerlæsning: Det tredje kapitel

Da Signe Tidsler forlod borgmesterens kontor vidste hun ikke engang, hvor hun skulle gå hen. For hvor var det nu, at kommunikations Claus havde kontor. Der havde jo været så stor udskiftning, og hver gang ønskede de sig et nyt kontor i håbet om at bryde den onde cirkel.

Og så var det første gang, at borgmesteren havde bedt hende om noget.

»Mads Gyldenkål, rundkastes til samtlige medier, ha’« hviskede hun for sig selv med et smil på læben, mens hun bevægede sig ned af de lange kedelige kontorgange.

»Gyldenkål, han er jo lige så dum som et kålhoved. Tænk han ikke kan regne den ud,« tænkte hun, da hun pludselig fik øje på kommunikations Claus.

»Kommunikations Claus! Har du fem minutter under fire øjne,« spurgte hun og stirrede ham direkte ind i øjnene på den intimiderende måde, som hun plejer.

Han kiggede på hende forbavset, og svarede:

»Ja selvfølgelig.«

Det var nemlig første gang, at kommunaldirektøren havde snakket til ham, ja bare anerkendt ham.

»Borgmesteren er blevet truet, og det er rådhuset faktisk også. Kort sagt, vedkommende vil have, at han trækker sig, ellers bliver rådhuset bombet,« sagde hun hurtigt, som om hun ville skide det et stykke, og tilføjede:

»Borgmesteren vil have, at det rundkastes til alle landets medier, og at der bliver skrevet en pressemeddelelse.«

LÆS 2. KAPITEL LIGE HER

»Jamen, jeg går jo på sommerferie i dag, min kone bliver rasende, hvis ikke jeg tager med på den ferie, og så har jeg i øvrigt aldrig prøvet det der.. altså at skrive en øøh pressemeddelelse. Jeg er jo uddannet musiklærer,« sagde han nervøst med frygt for at blive endnu en af de afskedigede kommunikationsmedarbejdere, og tilføjede i et bange lavt toneleje:

»Og jeg hedder Kris.. Kommunikations Kris.«

Kommunaldirektøren rullede øjne, og lod som om hun ikke hørte hans rettelse, og sagde så efter en længere pause, der skulle give ham mulighed for at ændre på sit svar:

»Når. Jamen så må jeg vel selv gøre det,« og så smækkede hun døren ind til det kontor hun i lang tid havde ledt eftet, og sagde så højt til sig selv:

»Man er jo også bare nødt til at gøre alting selv.«

I mellemtiden havde borgmesteren bestilt endnu en citronvand, denne gang med en sidevogn til.

Og han nåede kun lige at slippe af med den brændende fornemmelse i halsen, da han pludselig fik et chok.

»Jeg skriver pressemeddelelsen, kommunikations Claus er på ferie, og så må jeg jo tage fat i samtlige medier, naturligvis først lokalavisen,« fastslog kommunaldirektøren.

LÆS FØRSTE KAPITEL HER

Borgmesteren rettede ryggen, og satte det Clement-show han var i gang med at se på pause, og sagde så helt uden at stille spørgsmål:

»Okay.«

Han havde altid beundret kommunaldirektøren for hendes gåpåmod, og hendes evne til altid at slå igennem.

Og kommunaldirektøren vidste det godt.

Det kunne hun mærke, og han havde også til en firmafest for et år tilbage, sagt det til hende i fuldskab.

»Jeg går i gang med det samme, pressemeddelelsen er ude inden
for en time, så du skal ikke blive overrasket, hvis telefonen bimler og bamler inden længe.«

»Det er i orden, lukker du døren efter dig,« svarede han for at lyde selvsikker, selvom han inderst inden ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv, og kun bad hende om at lukke døren så sekretæren ikke kunne høre de dumme svar, han om lidt var sikker på, han ville blive citeret for, når den skarpe lokalavis begyndte at kime ham ned.

Lige pludselig var det ikke bomben han var nervøs for længere, det var mere interview delen, han vidste ville komme, når alle medier begyndte at ringe.

’Pressemeddelelsen er sendt afsted’, skrev hun i en mail til borgmesteren, mens hun tænkte for sig selv: ’tænk han ikke kan gennemskue, at det er mig, der har skrevet trusselsbrevet´.

Kort tid efter ringede borgmesterens telefon.

Det var den kompetente journalist fra lokalavisen.

Læs det nyeste kapitel i denne uges avis, som udkommer torsdag.