Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Kryds bliver til en rundkørsel

Krydset Herlev Hovedgade/Herlev Ringvej bliver i forbindelse med byggeriet af letbanen midlertidigt lavet om til en rundkørsel.

Fra mandag den 30. januar bliver krydset Herlev Hovedgade/Herlev Ringvej  omlagt, så det kommer til at fungere som en lang oval rundkørsel i stedet for et signalreguleret kryds, oplyser Hovedstadens Letbane i en pressemeddelelse.

‘Vi har siden oktober 2021 været i gang med at ombygge krydset ved Herlev Hovedgade og Herlev Ringvej, så der bliver plads til letbanen. Ombygningen er nu nået til næste fase, hvor vi skal arbejde i midten af krydset. Det betyder, at vi i uge 4 (fra den 23. januar.red) begynder at klargøre området til trafikomlægningerne og fra mandag i uge 5 (fra den 30. januar.red) er krydset omlagt, så det kommer til at fungere som en lang oval rundkørsel i stedet for signalreguleret kryds. Vi forventer, at arbejdet varer frem til slutningen af maj,’ står der i pressemeddelelsen.

Vi forventer, at arbejdet varer frem til slutningen af maj,

Hvad betyder det for dig, som færdes ved byggeriet?
Når den midlertidige rundkørsel bliver sat op, slukkes der for alle signalreguleringer i krydset ved Herlev Hovedgade/Herlev Ringvej. Rundkørslen vil fungere på den måde, at den afspærrer midten af Herlev Ringvej mellem Herlev Bygade og syd for indkørslen til parkeringspladsen bag Bangs Torv. Der vil være en åben vognbane langs rundkørslen, så trafikanter vil blive ledt rundt langs afspærringen.

Der vil være fem ben i rundkørslen:  Et mod København, et mod Gladsaxe, et mod Herlev Bygade, et mod Ballerup og et mod Rødovre/Glostrup. Der vil være ubetinget vigepligt, når du skal ind i rundkørslen, som du kender det fra andre rundkørsler. Under arbejdet bliver der midlertidigt spærret for udkørsel til Herlev Ringvej fra Herlev Bygade. Hvis du skal ud fra området, anbefales det, at du enten benytter Herlevgårdsvej eller Herlev Bygade ved Herlev Hovedgade, skriver Hovedstadens Letbane.

Der vil blive etableret midlertidige fodgængerovergange for gående ved alle fem ben. Flere af overgangene vil være rykket i forhold til deres nuværende placeringer. Cyklister og fodgængere skal benytte de samme omkørselsruter, og cyklister skal stå af cyklen og trække over ved de forskellige overgange. Under arbejdet vil der være dobbeltrettet cykelsti på Herlev Ringvej i vejens højre side ind mod Tornerosevej

LÆS OGSÅ: Forældre i oprør over skolegård 

Hvis du som gående eller cyklist skal krydse Herlev Ringvej ved benet mod København vil overgangen være placeret ved Hyrdindestien/Toggangen. Ved benet mod Gladsaxe vil overgangen være placeret lidt nord for krydset ved Herlev Bygade.

Det er også via denne overgang, at du kan komme ind til Herlev Bygade. Cyklister mod Gladsaxe fra Ballerup kan med fordel dreje af før og køre ad Vindebyvej eller Herlev Bygade. Ved benet mod Ballerup bliver overgangen på Herlev Hovedgade ved Bangs Torv spærret og du skal i stedet benytte parkeringspladsen bag Bangs Torv. Herfra kan du benytte tunnelen mellem Bangs Torv og Herlev Bymidte, hvis du skal til Herlev Bymidte. Hvis du plejer at krydse Herlev Hovedgade på tværs, skal du også via parkeringspladsen bag Bangs Torv, hvorfra du enten kan krydse Herlev Ringvej for at komme videre mod København eller du kan køre ad Gåseholmsvej og Engløbet, hvorefter du kommer til Herlev Hovedgade igen og kan krydse krydset for at komme videre mod Ballerup.

Mens arbejderne udføres, vil busstoppestedet ved Herlev Bymidte i sydgående spor blive flyttet tættere på Herlev Bygade, oplyser Hovedstadens Letbane.

Der er flere informationer at hente på letbanens hjemmeside 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!