Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Letbane-selskabet informerer: Larm forude

I maj og hen over sommeren anlægger Hovedstadens Letbane to stibroer på Herlev Ringvej over S-togsbanen, og det vil støje og gå ud over trafikken. Også om natten. Se her hvornår.

Hovedstadens Letbane skal anlægge to stibroer af stål til gående og cyklende på hver sin side af ‘ringvejs-broen’, der går over S-togsbanen. Dette for at skabe mere plads til trafikken, når letbanen kommer og ikke mindst den letbanestation, der også skal være der. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse, hvor man samtidig gør opmærksom på, at de vil give en række støj- og trafikgener for beboere og brugere af lokalområdet i den periode, hvor broerne skal bygges.

Det starter i denne måned, hvor der skal graves ud til en kommende elevator på stien, der løber under Herlev Ringvej mellem Mandolinvej og Glødelampen. Derudover skal der ryddes træer og beplantning i området, så der bliver plads til letbanen.

Støjer mest til sommer

Dernæst skal der flyttes kørestrømsmaster slutningen af maj, mens det mest støjende anlægsarbejde forventes at ske henover sommeren. Her skal de fundamenter, der skal bruges til broerne, flyttes på plads.

‘Vi gør, hvad vi kan, for at begrænse generne og informerer løbende om anlægsarbejdet’, lyder det fra Hovedstadens Letbane, som oplyser, at arbejdet typisk vil foregå i dagtimerne på hverdage fra klokken 7 til 22 og i weekenderne fra klokken 8 til 18.

Det bliver grønne letbanetog, der kommer til at køre gennem Herlev.

 

 

 

 

 

 

 

Også natarbejde

Men natarbejde vil også komme på tale af hensyn til afvikling af togtrafikken. Første gang er natten til tirsdag 26. maj til fredag den 29. maj.

Udover støj vil arbejdet ifølge selskabet også påvirke trafikken i området omkring broen. Stier og trapper lukkes for cyklister og fodgængere, mens ringvejens spor vil blive indsnævret. Derudover vil S-togstrafikken til og fra Herlev Station også blive berørt, lyder det i pressemeddelelsen.

Hovedstadens Letbane vil informere nærmere i maj og juni. Desuden vil borgere, der bor i nærheden, få direkte besked i postkassen eller via opslag i opgangen, lyder det.

Det forventes, at de to stibroer er færdige og klar til brug i starten af 2021. Selve Letbanen forventes køreklar i 2025.

Hold dig opdateret:

Rejseplanen.dk

dinoffentligetransport.dk.

www.trafikinfo.dk

Hovedstadens Letbane

 

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!