Lions Herlev donerede 25.000 kroner til borgmesteren – nu donerer han dem videre
I anledning af borgmester Thomas Gyldal Petersens jubilæum donerede Lions Herlev 25.000 kroner, som borgmesteren nu har givet videre.
Da Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) i januar kunne fejre 25 år i kommunalpolitik, fik han en gave fra Lions Herlev på 25.000 kroner, som han kunne give videre til et valgfrit, godt formål.
Hos Lion Herlev forklarer Søren Aarup at idéen opstod, fordi Lions i forvejen har et tæt og godt samarbejde med Herlev Kommune for eksempel om Elevpuljen, hvor der bliver givet penge til børn, der har det svært og den årlige uddeling af julestjerner til kommunens plejehjem.
»Og Thomas stiller altid op både, når vi har Herlev Rundt, Oktoberfest og Herrefrokost. Så da han havde jubilæum, fik vi tanken om at gøre noget særligt for ham,« forklarer Søren Aarup.
Det blev til idéen om at give Thomas Gyldal Petersen 25.000 kroner, som han kunne give videre til et projekt i Herlev indenfor det sociale område. Og nu er det faldet på plads, hvad pengene skal gå til.
Til Dildhavens børn og unge
De kommer til at gå til aktiviteter for nogle af kommunens sårbare og udsatte børn og unge.
‘Det vil være nogle af de unge, der er anbragt udenfor hjemmet på vores døgninstitution Dildhaven, og nogle af de børn og unge, som har brug for en hånd i ryggen og en god voksen omkring sig enten i skolen eller i deres fritid’ lyder det i beskrivelsen fra Herlev Kommune.
Lederen af Herlev Kommunes Familiehus og Ungdomsskolen vil sammen finde de unge, som kan få gavn af puljen.
Søren Aarup glæder sig over, at de penge som kommer ind fra herlevborgerne i forbindelse med Lion Herlevs arrangementer og aktiviteter nu kommer videre.
»Og så er det en tak for det gode samarbejde fra os til borgmesteren,« siger han.
Årets udgave af Herlev Rundt, som Lions Herlev arrangerer, er torsdag den 18. maj.
LÆS PORTRÆTTET AF BORGMESTER THOMAS GYLDAL PETERSEN I ANLEDNING AF JUBILÆET
Der er lukket for kommentarer