Lokal DF-formand: – Der er ikke uro eller ballade i partiet
Ifølge Mette Qwinten, lokalformand i Dansk Folkeparti Herlev, kan man ikke mærke uro i partiet. Det er derimod nærmere noget, man kan læse om eller se i tv – men ikke mærke som DF’er.
Formandsopgør, formandsvalg og partiflugt. Det har været det, overskrifterne den seneste tid har gået på, når det har handlet om Dansk Folkeparti. Senest kom det frem, at seks medlemmer af partiets folketingsgruppe har forladt partiet.
På trods af det oplever lokalformand i Herlev Mette Qwinten (DF) ikke, at der er tale om uro eller ballade i partiet – og slet ikke lokalt i Herlev. Det fortæller hun til Herlev Bladet, da vi spørger hende, hvad hendes oplevelse af den seneste tids begivenheder er.
»Når der kommer en ny formand, så er det selvfølgelig naturligt, at der kommer nogle rokeringer. Det er ligesom med en ny direktør i en virksomhed, så sker der også ændringer og kommer en ny kurs. Men vi kan ikke mærke uro. Vi kan læse om, at den er der, men det er den ikke. Så der er ikke uro, og der er ikke ballade. Det er, når vi slår op i en avis, når vi tænder for nyhederne i tv og går på nettet, at vi får at vide, at der er uro og ballade, men det er der ikke,« siger Mette Qwinten (DF), der som lokalformand også har sin gang på Christiansborg, hvor hun heller ikke oplever uro eller ballade i gruppen.
LÆS OGSÅ: Skolebestyrelse vil også arbejde for forældrene
Nye medlemmer efter parti-flugten
I Dansk Folkeparti Herlev er uroen da slet ikke til at mærke på hverken fokus eller støtte, forsikrer Mette Qwinten om. Tværtimod.
»Vi mærker ikke noget til det i Herlev. Vi havde for eksempel generalforsamling onsdag (i sidste uge red.), hvor vi havde et folketingsmedlem fra vores gruppe ude, og her havde vi udelukkende fokus på politik. Der var faktisk ikke én af de 17 medlemmer, der var med, der stillede spørgsmål ind til situationen,« siger hun og fortæller, at de i den lokale afdeling faktisk den seneste tid har fået flere nye medlemmer.
»I år har vi fået 10 nye medlemmer og efter vores seks folketingsmedlemmer er trådt ud af gruppen, så fik vi to yderligere medlemmer, så vi mærker det ikke. Os lokalfolk mærker ikke den uro og ballade, som I journalister skriver om. Det er nok jer, der mere synes det er der. Vi mærker det slet ikke,« slår Mette Qwinten (DF) fast.
Ved Dansk Folkepartis formandsvalg i januar støttede Mette Qwinten Morten Messerschmidt, og han har stadig hendes støtte, oplyser hun.
LÆS OGSÅ: Far i fængsel for vold mod teenage-søn
Der er lukket for kommentarer