Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Morgentrafikkaos ved Herlev Byskole afd. Eng: »Det er et spørgsmål om tid, før det går galt«

For at undgå den midlertidige rundkørsel på Herlev Ringvej/Herlev Hovedgade vælger bilister om morgenen at køre via Engløbet og Sønderlundvej, hvor Herlev Byskole afd. Eng ligger. Derfor er der en del mere trafik ved skolen, hvilket skaber problemer for skolebørnene i trafikken. Men hvem, der har ansvaret, er der delte meninger om.

Cyklister, der kører på fortovene, og skolepatruljer, der forsøger at holde utålmodige billister tilbage. Det er blot nogle af de scenarier, man oplever, når man står oppe ved Herlev Byskole afd. Eng om morgenen.

Den øgede trafik har gjort det mere usikkert for skolebørn at gå på Engløbet og Sønderlundvej, blandt andet fordi cyklister kører på fortovene, og fordi biler ikke overholder deres vigepligt. Det har gjort forældre utrygge ved at lade deres børn gå alene i skole. En af de forældre er den 41-årige mor og servicemedarbejder, Gay Go Sison, som har en otte-årig datter, der går i 2. klasse på Herlev Byskole afd. Eng. Hun tør ikke at lade sin datter gå alene på vejene, og derfor følger hun sin datter i skole, når det er muligt

»Hvis jeg har fri, og jeg har mulighed for at aflevere hende, gør jeg det. Jeg er slet ikke tryg ved, at hun går alene på de her veje. Især den voldsomme trafik ved Sønderlundvej bekymrer mig meget,« siger Gay Go Sison.

Gay Go Sison tør ikke at lade sin datter gå alene på Sønderlundvej og Engløbet grundet den øgede trafik.
Foto: Camilla Bidstrup Møller

Og den øgede trafik er ikke uden konsekvenser.

»Da jeg hentede min datter den anden dag, fortalte hun, at to af hendes klassekammerater var ved at blive kørt over om morgenen på fodgængerfeltet,« siger Gay Go Sison.

At bilerne ikke altid overholder deres vigepligt er grunden til, at der står skolepatrulje fra klokken 7:30 til 8 ved fodgængerfeltet på Engløbet. De har til opgave at hjælpe skolebørnene sikkert over vejen. Den 3. februar bestod skolepatruljen af to skolelærere og en elev, heriblandt 49-årige Dorthe Holst der underviser på Herlev Byskole afd. Eng. Hun siger, at den øgede trafik har gjort det for risikabelt for børn at gå på vejene alene.

»Vi (skolepatruljen, red.) er derude for at skabe tryghed for eleverne, fordi det simpelthen er blevet for farligt, at eleverne stå derude selv,« siger Dorthe Holst.

Skolepatruljen er iklædt gule fluorescerende jakker og et håndskilt (en ‘slikkepind’). Men de oplever stadig, at bilerne ikke altid holder tilbage for dem.

»Vi har haft en skolepatrulje, der faktisk har været ved at blive kørt ned, fordi bilisterne ikke respekterer, at skolepatruljen stopper for, at fodgængerne kan komme over,« siger Dorthe Holst.

Ledelse og medarbejdere (Dorthe Holst th.) står hver hverdagsmorgen som skolepatrulje på Engløbet, da de mener, at det er blevet for farligt for skoleeleverne at stå der alene.
Foto: Camilla Bidstrup Møller

Hvem har ansvaret?

Hvem, der har ansvaret for, at den øgede trafik bliver mindre, er der uenigheder om. Mor Gay Go Sison mener, at ansvaret ligger hos Herlev Kommune, fordi det er dem, der har igangsat projektet med letbanen.

»Det skulle være kommunen, for det er dem, der har projektet med letbanen kørende. Den her voldsomme trafik er nemlig startet på grund af rundkørslen på Herlev Ringvej, fordi folk kører bagom ved skolen i stedet,« siger Gay Go Sison.

Marco Damgaard (S), der er børne- og uddannelsesformand i Herlev Kommune, mener ikke, at ansvaret kun ligger hos kommunen. Han siger, at det største ansvar ligger hos de bilister, der kører på Engløbet og Sønderlundvej, men også hos de forældre der afleverer deres børn i skole.

»Ansvaret ligger hos os alle. Men der er et kæmpe ansvar for dem, der sidder inde i bilen. At de kører pænt og stopper for fodgængerne,« siger Marco Damgaard og tilføjer:

»Jeg forstår godt forældrene og deres frustration. Men hvis det var mine børn, ville jeg følge dem i skole hver dag og så komme 10 minutter for sent på arbejde,« siger han.

Marco Damgaard mener, at politiet bør opholde sig ved skolen, når morgentrafikken er værst.

»Vi skal sørge for, at politiet kommer derud kontinuerligt, når der er mest trafik, men jeg tør ikke håbe på det med de ressourcer, politiet har. Men jeg ved, at politiet har fokus på skolen,« siger Marco Damgaard.

At løsningen på morgentrafikken er et ansvar, der ligger hos alle, er Marianne Dithmer (EL), der er formand for miljø-, klima- og teknikudvalget i Herlev Kommune, enig i. Hun siger, at det både er Herlev Kommune, men også bilister og fodgængere der er ansvarlige for at forebygge trafikproblemerne ved skolen.

»Vi har i kommunen et ansvar for at holde øje med, hvad der sker og gøre alt, hvad vi kan for at forbygge dem. Men bilisterne har også et ansvar ved, at de sætter farten ned, hvor der er bløde trafikanter, og de bløde trafikanter skal være endnu mere opmærksomme, end de plejer,« siger Marianne Dithmer og tilføjer:

»Ellers synes vi (Enhedslist, red.), at forældrene må følge deres børn i skole, eller at flere bør tage det offentlige,« siger hun.

På nuværende tidspunkt er der ikke nogen reelle cykelstier på Sønderlundvej, men blot nogle røde markeringer på begge sider af vejen. Men den øgede trafik gør, at bilerne holder ovenpå de røde markeringer, og derfor kører cyklisterne på fortovene, selvom der er gående skolebørn. Formand for miljø-, klima- og teknikudvalget Marianne Dithmer mener, at reelle cykelstier kan være en løsning på problemet.

»Jeg synes, der skal være nogle reelle cykelstier. Men spørgsmålet er også, om man skal bruge en masse penge på det problem, når det kun er midlertidligt,« siger Marianne Dithmer.

De røde markeringer på højre og venstre side af Sønderlundvej fungerer som cykelstier.
Foto: Google Earth
Klokken 7:55 er trafikken så massiv, at bilerne holder ovenpå de røde markeringer, og derfor er der ikke plads til, at cyklisterne kan køre på vejen.
Foto: Camilla Bidstrup Møller

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skolelærer Dorthe Holst mener, at opsætning af et lyskryds vil være den mest effektive løsning på problemet med manglende overholdelse af vigepligt ved fodgængerfelterne.

»Jeg tror, at det, der vil virke bedst lige nu, er, at vi får en lysregulering. Altså, et rødt lys der indikerer ‘stop’,« siger Dorthe Holst.

Dorthe Holst er ikke i tvivl om, at hvis dette problem ikke snart bliver løst, kommer det til at få fatale konsekvenser.

»Som lærer vil jeg sige, at jeg er bange for, hvilke konsekvenser den her trafik vil få. Der et spørgsmål om tid, før det går galt,« siger Dorthe Holst.

Herlev Bladet har forelagt problemerne ved trafikken for Helle Seliger, der er viceskoleleder for Herlev Byskole. I en mail skriver hun, at:

‘Ledelsen på Herlev Byskole arbejder tæt sammen med Center for Teknik og Miljø og politiet. Vi forsøger at skabe en tryg skolevej, men bliver udfordret af at mange bilister vælger at køre forbi afdeling Eng (genvej for at undgå krydset ved Ringvejen). Ledelse og medarbejdere skiftes til at stå ude hver morgen for at understøtte skolepatruljernes arbejde. Politiet har ligeledes lovet at understøtte skolens arbejde med at sikre tryg skolevej for vores elever.’

Herlev Bladet har også forelagt problemerne for Københavns Vestegns Politi. Det fremgår af en skriftlig udtalelse fra politikommissær Lars Jørgensen, der er leder af lokalpolitiet i Herlev, at:

‘Vi opfordrer forældre eller andre borgere, som oplever udfordringer i denne forbindelse, til at kontakte os. Ligesom i forbindelse med tidligere trafikudfordringer ved skolen så har vi også fokus på denne situation og er i tæt dialog med Herlev Kommune.’

Har du øvrige kommentarer til trafikproblemerne ved Herlev Byskole afd. Eng, så kontakt camilla@herlevbladet.dk

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!