Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Amerikansk ambassadør imponeret over elevers spørgelyst – og Herlevs bedste hotdog

Alan Leventhal, USA's ambassadør i Danmark, besøgte fredag Herlev Gymnasium og HF.

Det var ikke et officielt statsbesøg, og det var ikke en minister, der tog imod, men det synede derhenad, da to sorte diplomatbiler fredag over middag kørte op foran Herlev Gymnasium og HF. Ud steg USA’s ambassadør i Danmark, 70-årige Alan Leventhal med sit entourage og rakte hånden frem mod Herlevs rektor, Jan Vistisen, og de to værtselever, Rebekka Bagge Hansen og Ubah Sodal, for at give dem et autentisk amerikansk statsmandshåndtryk.

»I am so excited to be here. Are You gonna be a part of this to?« spurgte han de to piger, som skulle være ordstyrere og nikkede høfligt, mens flokken begyndte at bevæge sig ind mod kantinen, hvor en overraskelse ventede.

LÆS OGSÅ: Kendt slikbutik bryder fødevareregler – igen

Det har nemlig vist sig på ambassadørens Twitter, at han elsker hotdogs og konstant er på jagt efter en, der kan slå Bostons, hvor han kommer fra. Derfor havde gymnasiets lærere kreeret en speciel hotdog ‘The Herlev High Hotdog’ med det formål at vippe den amerikanske af pinden. Bag disken stod den 18-årige elevrådsformand, Hussein Fathalla, og sørgede for serveringen.

»Jeg greb chancen, så jeg kunne få mulighed for at møde ambassadøren,« forklarede han inden mødet, hvor han var lidt nervøs for, hvad han skulle sige til ambassadøren.

Men det gik glat, og to bidder senere, blev den særlige Herlev-hotdog med ristede og syltede løg, agurker, klimavenlig kyllingepølse og hjemmebagt brød rost til skyerne med et trefoldigt ‘fabulous’.

Artiklen fortsætter under billedet.

Alan Leventhal, USA’s ambassadør i Danmark, spørger elevrådsformand, Hussein Fathalla, hvem der har lavet The Herlev High Hotdog. Foto: Claus Birch.

Smed slipset

Derefter gik turen ind i auditoriet, hvor 135 elever sad klar til at lytte til ambassadøren og stille ham spørgsmål. Det er ambassadens politik, at pressen ikke må referere fra denne del af besøget, fordi man var bange for, at det kunne påvirke elevernes lyst til at stille spørgsmål. Herlev Bladet kan dog sige så meget, at eleverne var velforberedte og stillede ni spørgsmål, som afstedkom ni lange svar fra ambassadøren, der havde smidt blazeren, smøget skjorteærmerne op og deponeret slipset hos rektor Jan Vistisen formentlig for at indikere, at der var god tid og, at det hele skulle foregå i en uformel og afslappet atmosfære. Hvilket det også gjorde, og det lod til at virke. Eleverne holdt sig ikke tilbage og stillede spørgsmål om alt fra NATO-samarbejde, dødsstraf og racisme til Ukraine-krigen, Kina og fake news. Mere kan vi ikke sige.

VIDEO: Ambassadøren anmelder hotdog

Efterfølgende fik ambassadøren sit slips tilbage, og det inspirerede Jan Vistisen til at fortælle, at han i dagens anledning, men også fordi hans bror arbejder på ambassaden i Kyiv,  havde taget slips på i Ukraines farver.

Da arrangement officielt var slut, listede en del elever over til Alan Leventhal. Dels for at spørge om han ville tage selfies med dem, dels for at stille de spørgsmål, som de ikke fik stillet tidligere.

Også Herlev Bladets udsendte fik lejlighed til at stille spørgsmål.

Artiklen fortsætter under billedet.

USA’s ambassadør i Danmark Alan Leventhal. Foto: Claus Birch.

“Jeg er meget imponeret”

Hvad synes du om Danmark indtil videre (han tiltrådte embedet i sommeren 2022, red.)?

»Jeg elsker Danmark. Det er et utroligt samfund. Der er sådan et stærkt engagement, som kommer til udtryk ved, at man holder hånden under alle. Ikke mindst når det gælder retten til fri uddannelse. Danske virksomheder gør også meget ud af at gå foran i forhold til at være førende på den grønne omstilling. Vi har meget at lære fra Danmark.«

Hvad er dit formål med at komme her?

I den forbindelse skal det siges, at ambassaden havde udpeget Herlev Gymnasium og HF som besøgssted i forbindelse med en kampagne, ambassadøren kører, hvor han tager rundt til uddannelsesinstitutioner over hele landet inklusiv Grønland og Færøerne, for at snakke med de unge. Udpegningen skete efter, at en samfundsfagsklasse fra Herlev havde besøgt ambassaden.

»De unge mennesker er fremtiden for vores bånd. USA og Danmark har haft en stærk relation i 222 år. Den har aldrig været stærkere og aldrig været mere vigtig. Vi lever i en udfordrende verden. Demokratiet bliver udfordret over hele verden. Demokrati kræver engagement, og det er der i denne generation, den klogeste vi nogensinde har haft, den mest involverende, som er bekymret  for vores fremtid. Fremtiden er USA og Danmark og det bånd, vi har. Derfor er det vigtigt med denne generation, at de forstår, hvor vigtigt det bånd er. Og hvis de har spørgsmål og bekymringer, så vil jeg tage dem op og svare på dem.«

Hvad synes du om elevernes spørgsmål?

»Utrolige spørgmsål. Meget tankevækkende og svære. Men det er jeg glad for, for det er dét, vi skal gøre. Vi skal tage hånd om deres spørgsmål. Der er ikke altid enkle svar. I USA stræber vi efter at gøre det bedre. Vi siger for at skabe et perfekt fællesskab. Men vi er ikke perfekte, vi har også udfordringer og vi bliver hele tiden bedre. Og det er USA.«

Hvilket spørgsmål gjorde størst indtryk på dig?

»Alle spørgsmål gjorde indtryk. Jeg har allerede lært, at når jeg hører spørgsmål fra eleverne, og jeg har hørt forskellige versioner af dem fra de steder, hvor jeg har været på besøg, så synes jeg, det her var på et andet niveau. Spørgsmålene var ret provokerende og meget interessante, og de har hjulpet mig at klæde mig på til fremtidige møder med eleverne. Men jeg håber, at eleverne syntes det var lærerigt, det er det, jeg er mest optaget af.«

Artiklen fortsætter under billedet.

Cirka 135 unge fra Herlev Gymnasium og HF var mødt op for at stille spørgsmål og lytte til USA’s ambassadør. Foto: Claus Birch.


Hvorfor ser du de unge som vigtige?

»De unge er fremtiden, de vil lede virksomhederne, besidde de politiske embeder, stå i spidsen for borgerrettighedsorganisationer, blive de fremtidige journalister og så videre.«

Hvorfor kalder du nutidens unge for ‘den klogeste generation, der har været’?

»De er bare så godt uddannede, og så velinformerede. De har meget bedre information. Til gengæld skal de lære at skelne mellem, hvad der er sandt, og hvad der ikke er. Det er en anden verden i dag, alt hænger sammen. De unge her ved, hvad der sker i USA lige så hurtigt som jeg, når jeg sidder i Boston (hvor han bor normalt, red.). De har sådan en stærk social dedikation for at forbedre verden. Det ser jeg i Danmark og i USA.«

Hvad tager du med dig hjem fra de her besøg?

»Jeg får energi af de her besøg. Jeg glæder mig til at engagere mig i dem. At opleve hvor tankevækkende og komplekse spørgsmål eleverne stiller. Verden er ikke et simpelt sted, og sikken en detaljegrad, der er i elevernes spørgsmål. Så jeg er meget imponeret.«

En rigtig amerikaner

Også dagens to ordstyrere, 19-årige Rebekka Bagge Hansen og 18-årige Ubah Sodal, begge fra 3.G, var imponeret, og fik tilmed æren af at følge ham ud til bilen igen.

»Det var specielt at møde ambassadøren, det er jo ikke er besøg vi får hver dag. jeg har samfundsfag på A, og så høre nogle af de spørgsmål, som vi havde forberedt, at få svar på dem af en rigtig amerikaner, det var specielt,« fortalte Ubah Sodal efterfølgende.

Var I slet ikke nervøse?

»Lige da han ankom, var vi lidt nervøse. Han har en meget intens øjenkontakt. Og han blev ved med at holde øjenkontakt: Så jeg tænkte: ‘Skal jeg flytte mig, skal jeg sige et eller andet, skal jeg rykke mig’, ej, det var meget sjovt, han var sød, venlig og smilende,« syntes Rebekka Bagge Hansen.

Hun tilføjede, at det, der måske gjorde størst indtryk på hende, var iscenesættelsen:

»Jeg synes, det er meget sjovt hele det der amerikanske opstillede. Det hele er bestemt på forhånd. Normalt plejer vi ikke at have det hele opstillet,  det er sådan lidt adhoc, men det her var helt anerledes at prøve,« vurderede hun.

Rebekka Bagge (tv.) og Ubah Sodal, begge 3.G, var dagens ordstyrere. Foto: Claus Birch.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!