Gl. Hjortespring er Herlevmestre i skak
Flere hundrede elever fra alle Herlevs folkeskoler kunne være imponerende stille, da de spillede skoleskak på Kildegårdskolen Øst.
285 elever var tilmeldt, og de kunne være næsten helt stille samtidig, da der blev holdt Herlevmesterskaber i skoleskak på Kildegårdskolen Øst, hvor alle Herlevs folkeskoler deltog.
Gammel Hjortespringskole endte med at kunne kalde sig Herlevmester, da deres elever havde de bedste gennemsnit af resultater, ud fra de kampe som var spillet mellem Herlevs elever.
»Jeg spiller det nogle gange i skolen,« siger Kasper Friis Rygaard, som går i 10. klasse på Gl. Hjortespring, der er en af de glade elever, som kunne fejre sejren over de øvrige skoler i Herlev.
Der blev spillet rigtig god skak, og jeg så nogle bemærkelsesværdige træk
Nærvær med modstander
Han sætter så meget pris på skak, at han godt kan forestille sig at begynde at gå til det.
»Skak har en særlig form for nærvær med den, man spiller over for, selvom man spiller mod hinanden,« siger han og tilføjer om selve spillet:
»Skak har rimeligt mange lag, der er mange strategier og træk, man kan lave, og det er meget kompliceret. Der er ingen grænser for, hvor meget man kan lære, og hvor god man kan blive,« siger han. Kasper Friis Rygaard ser gerne, at der bliver mere skak i skolen.
Bemærkelsesværdige træk
Efter Gl. Hjortespringskole kom Kildegårdskolen Afd. Øst på andenpladsen og Lindehøjskolen på tredjepladsen.
David Christophersen, læringskonsulent i Dansk Skoleskak, roste Herlevs elever for både at være gode til at være koncentrerede og også at være gode til skak. Så meget at han måtte spærre øjnene op nogle gange.
»Der blev spillet rigtig god skak, og jeg så nogle bemærkelsesværdige træk,« siger han.
LÆS OGSÅ: En tidligere omgang skoleskak i Herlev
Der er lukket for kommentarer