Anna og strandkrabberne indtager biblioteket
Anna Borg driver firmaet Annas Fiskekasser, og i næste uge kommer til Herlev Bibliotek og fortæller om, hvordan hun pludselig skiftede fuldstændig spor i livet til fiskebranchen, og hvorfor bæredygtighed er vigtigt for hende. Og så er der smagsprøver.
I næste uge sætter biblioteker landet over spot på FNs verdensmål. Herlev Bibliotek har den uge fokus på verdensmål nummer 14 ‘Livet i havet’, fordi sæsontemaet på det lokale bibliotek er ‘vand’, hvilket kan ses på biblioteket, der allerede har haft flere arrangementer med vand som gennemgående tema.
I den anledning kommer Anna Borg, som står bag firmaet ‘Annas Fiskekasser’, forbi biblioteket tirsdag 23. april klokken 16.30.
Hun sælger fisk og skaldyr til spisning fanget på en bæredygtig måde fra små fiskekuttere.
Jeg er ikke enig med mine mine familiemedlemmer om, hvordan fisk skal fanges
Fisk med hjem
Anna Borg er vokset op i Thy, og store dele af hendes familie er fiskere eller har haft med fiskeri at gøre på anden vis. Derfor kunne man tro, at det er naturligt, at hun også beskæftiger sig med fisk. Men det lå bestemt ikke i kortene indtil for få år siden. Hun var forlængst flyttet til Københavnsområdet og var modedesigner.
Når hun var hjemme og besøge familien i Jylland, slæbte hun altid fisk med tilbage, og efterhånden ikke kun til hende selv, men også hendes venner begyndte at efterspørge det. Det ene tog det andet, og Anna Borg besluttede sig for at gøre en forretning ud af fiskene. For hende var det vigtigt, at fangsten af fisk skulle ske på en bæredygtig måde, hvis det skulle give mening for hende at gå ind i branchen.
»Jeg er ikke enig med mine mine familiemedlemmer om, hvordan fisk skal fanges,« fortæller hun. Nærmest bogstaveligt talt kan bølgerne godt gå højt her, når hun er hjemme til familiesammenkomster.
Også en suppe
Fiskene og skaldyrene i Anna Fiskekasser er fanget uden trawl, lægger hun vægt på og fortæller, at det i stedet sker på en mere skånsom måde, der ikke påvirker havbunden, hvor havdyrene i stedet nærmest svømmer ind i et bur.
Når Anna Borg kommer til Herlev Bibliotek, vil der være smagsprøver på strandkrabber og endda også strandkrabbesuppe.
Arrangementet er gratis, men man skal bestille billetter forinden via Herlev Biblioteks hjemmeside.
LÆS OGSÅ: Da temaet på biblioteket blev afsløret
Der er lukket for kommentarer