Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Myndigheder: Indbrudsbølge har ramt Herlev – det her kan du gøre

Herlev Kommune, Københavns Vestegns Politi og Nabohjælp-ordningen kommer med gode råd til, hvordan herlevborgerne kan sikre sig mod indbrud før påske.

Siden årsskiftet har indbrudsstatistikken for Herlev Kommune blinket rødt. Det fortæller Lars Jørgensen, politikommissær i Københavns Vestegns Politi for Rødovre, Hvidovre og Herlev. Frem til fredag 15. marts er der nemlig registreret 39 anmeldelser om indbrud, og sammenligner man det med sidste års 100 indbrud i alt, så er det alarmerende højt, vurderer han og tilføjer, at indbruddene fordeler sig over 27 villaindbrud, otte lejlighedsindbrud og ligeledes to forsøg i begge de nævnte kategorier.

»Vi har haft nogle måneder, hvor vi har set usædvanlige mange indbrud i Herlev. Det er nogle tal, som vi ikke har været vant til. Både i tiden før og under corona har antallet været faldende, og generelt for kredsen ser det fint ud (2023-tal),« oplyser Lars Jørgensen, der nævner, at der udover Herlev også er to andre kommuner, som tyvene har kastet sig over.

Men hvorfor lige Herlev kunne man så spørge?

»Vi har nogle idéer om, at det skyldes omrejsende kriminelle. Når der sker så mange indbrud på et mindre geografisk område, så er det ofte det, vi oplever. Men det er vi i gang med at analysere, så det er ikke sikkert,« fortæller han, der også kan fortælle, at de registrerede indbrud er spredt ud over hele Herlev og kan ikke spores til ét specifikt område.

Hold øje med det unormale

Selvom noget kunne tyde på, at der er en lille forbedring i tallene – inden for den sidste måned har der været 11 anmeldelser, hvilket er mere normalt – nærmer påskeferien sig. Og ferier er generelt indbrudstyvenes drømmescenarier. Derfor er Københavns Vestegns Politi gået sammen med Herlev Kommunes tryghedskonsulent og en naboven fra Nabohjælp-ordningen om at klæde herlevborgerne bedst muligt på for at undgå de ubudne gæster.

»Vi vil rigtig gerne række ud til borgerne. Hjælp hinanden og hold øje med hinandens ting. Hvis man ser noget, som afviger fra normalbilledet, så er det vigtigt, at man tager notater og ringer 1-1-4 til politiets servicecenter, som har åbent fra klokken 7 til 23. Hvis det er akut så ring 1-1-2, hvor der er åbent 24/7,« oplyser Lars Jørgensen.

Vi vil rigtig gerne række ud til borgerne. Hjælp hinanden og hold øje med hinandens ting

Både han og Julie Monies, som er kommunens nye tryghedskonsulent, afviser, at de mange indbrud skulle have noget at gøre med, at herlevborgerne ikke er lige så gode som deres nabokommuner til at holde tyvene for døren.

»Det er et spørgmål om tilfældigheder. Herlevborgerne er gode til at reagere, så nu handler det bare om at få budskabet ud, så vi sammen kan stå stærkere,« forklarer hun og tilføjer, at Herlev passer på Herlev er et godt eksempel på et af de initiativer, der har virket og virker forebyggende.

Det er også herigennem, at initiativet Nabohjælp kom for en dag, og ifølge Julie Monies er det skræddersyet til en lille tæt kommune som Herlev, hvor borgerne generelt er meget engagerede.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Tv. Lars Jørgensen fra lokalpolitiet, Julie Monies – tryghedskonsulent og Jesper Østendahl, som er naboven. Foto: Kenneth Hougaard.

Nabovennerne

En af dem er Jesper Østendahl, der har valgt at blive ‘naboven’ under Nabohjælp. Det betyder, at han har påtaget sig rollen som en slags tryghedsambassadør for sit lokalområde og går i front i forhold til tage initiativer til, hvordan man kan opbygge et stærkt lokalt nabofællesskab. Derudover er han også med til møder med tryghedskonsulenten og politiet om, hvordan det går i Herlev. Alt sammen for at hjælpe andre, så de undgår at skulle stå i den samme situation, som han selv har stået i. To gange har han nemlig oplevet et indbrud i sit hjem – både som barn og voksen.

»Man står i en situation, hvor alt er modbydeligt. Det løber en koldt ned ad ryggen,« fortæller han, der stadig kan genkalde sig de kuldegysninger, han fik ved begge lejligheder, hvor han kom hjem og alt var gennemrodet.

Man står i en situation, hvor alt er modbydeligt. Det løber en koldt ned ad ryggen

»Hos os var det børnene, der blev hårdest ramt. Men vi kom videre ved at tale med dem om det, og der var også en god dialog med politiet, som inviterede os på besøg,« husker han, hvis børn havde skrevet en tekst ‘hvis du har vores ting, vil vi gerne have dem igen tyv,’ som de tog med til betjentene.

Der findes pt. 10 nabovenner i Herlev, men de vil meget gerne være flere, lyder det.

LÆS mere på nabohjaelp.dk/naboven

De gode råd

Herlev Kommune er også del af en partnerskabsaftale med Københavns Vestegns Politi og Bo trygt. De har sammen en række gode råd til, hvad man bør være obs. på for at undgå indbrudstyve.

  • Ryd op på udearealerne og lås haveskuret. Tyvene bruger ofte løse fliser, efterladte redskaber osv. til at begå indbruddet. Ifølge politiet ser man ofte, at tyvene tager S-toget med en tom rygsæk til koster.
  • Tænk i belysning gerne med sensorer.
  •  Ordentlige låse på døre og vinduer, seksstifts-låse, indvendigt og udvendigt. Ikke vridere, men gennemgående låse. Af hensyn til brandmyndigheder skal man vide præcist, hvor nøglen ligger.
  • Ikke for høje hække. Bedre med mere udsyn, så man kan holde øje med hinanden over hækken.
  • Alarmer. Bemærk: Fleste forsikringsselskaber har en aftale med alarmvirksomheder, så man måske også kan få et afslag på sin præmie.
  • Videoovervågning på egen grund eller med attrap-kameraer.
  • Sig hej til fremmede i nabolaget for at gøre opmærksom på, at du har set dem.
  • Opret Nabohjælp-netværk eller en Facebook-gruppe for naboerne, hvor du fx kan gøre opmærksom på, hvad du ser, fortælle, at du er på ferie osv.

Brænder man inde med specifikke spørgsmål i forhold til indbrudsforebyggelse og sikring, er man også velkommen til at kontakte tryghedskonsulenten på:

telefon: 21 54 58 94.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!