Nye RKI-tal: Så mange herlevborgere kan ikke betale deres regninger
Experian, som driver RKI-registret over det, de kalder ‘dårligere betalere’, har lavet en opgørelse over antal registrerede i 2023, og her ligger Herlev i den tunge ende, efter et år hvor antallet er steget med 1,3 procent.
Ud af de 98 danske kommuner er Herlev placeret som nummer 27 med 4,09 procent af herlevborgerne, som ikke kan betale deres regninger. Det er væsentligt højere end tallet for Region Hovedstaden på 2,9 procent. Nummer ét på listen, altså den kommune med flest dårligere betalere, er Lolland med 8,25 procent, mens den kommune med færrest er Allerød med 1,31 procent.
I Herlev svarer antallet til, at hver registrerede person i gennemsnit havde en gæld på 57.497 kroner.
At Herlev på den måde ligger i den tunge ende, adskiller sig fra tendensen i regionen, hvor indbyggerne ifølge Experian normalt er gode til at betale deres regninger.
Forventer flere i RKI
»Historisk set har indbyggerne i kommunerne i og omkring hovedstaden været bedst til at undgå RKI-registreringer, og det gør sig også gældende ved indgangen til 2024. Omvendt forholder det sig med resten af Sjælland og Lolland-Falster, hvor koncentrationen af dårlige betalere er højest,« oplyser Bo Rasmussen, der er direktør hos Experian, i en pressemeddelelse.
Han er ikke overrasket over tallene for 2023 taget i betragtning den globale krise i kølvandet på Ukraine-krigen.
ANDRE HISTORIER: Der bygges intensivt i kirken
»Højere renter og leveomkostninger har udhulet manges købekraft, og for nogen bliver det så alvorligt, at regningerne ikke kan betales,« lyder analysen fra direktøren, der forventer, at der fortsat kommer flere i RKI-registret i de kommende kvartaler, men ikke at antallet vil eksplodere, fremgår det af pressemeddelelsen.
»Høj beskæftigelse og lønstigninger holder økonomien kørende, men der er stadig en risiko for øgede betalingsproblemer, hvis arbejdsløsheden stiger mere end forventet,« lyder det.
LÆS MERE om gratis gældsrådgivning
HVORDAN KOMMER MAN I RKI?
· Du har en forfalden gæld, du ikke har betalt.
· Du har modtaget tre skriftlige rykkere, hvoraf kun den tredje indeholder varsel om, at du vil blive indberettet til RKI. De to første skal sendes med minimum 10 dages mellemrum.
· Det skyldige beløb er minimum 200 krone
· Gæld til det offentlige kan også indberettes, men den skal være på mere end 7.500 kroner, og du skal have modtaget et varslingsbrev fire uger før.
Bemærk unge under 18 år må ikke registreres i RKI. Og registreringen bortfalder efter fem år, men det gør gælden ikke.
Kilde: Experian
FAKTA:
Experian er verdens førende leverandør af data- og analysetjenester.
Experian driver blandt andet RKI-registret, hvor der i 2023 blev registreret 173.093 dårlige betalere, som er det højeste niveau de sidste tre år.
Virksomheden har 22.000 kollegaer, der opererer i 32 lande.
Der er lukket for kommentarer