Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Optimistisk privatskoleleder: »Måske vi er lidt privilegeret«

Onsdag genåbnede Herlev Privatskole for 0. til 5. klasse uden de store udfordringer, og skoleleder Per Simonsen er ikke umiddelbart nervøs for resten af skoleåret. Blandt andet på grund af elevernes 'faglige forspring', vurderer han.

Ingen kø ved håndvasken og rigeligt med håndsprit. Også ved indgangen. På Herlev Privatskole, der genåbnede for 0. til 5. klasse onsdag, er man godt rustet til gensynet med elever og lærere efter den én måned lange nedlukning som følge af corona-krisen. Ifølge skoleleder Per Simonsen skyldes det, at privatskolen måske er lidt bedre stillet end så mange andre skoler.

»Måske vi er lidt privilegeret. Vi er jo kun en et-sporet skole med elever fra forskolen til 9. klasse, og det er klart, at når 6. til 9. ikke er der, så står der tomme lokaler, og det er vores held,« vurderer han og oplyser, at privatskolen som alle andre har fulgt sundhedsmyndighedernes retningslinjer ved genåbningen.

LÆS OGSÅ: Videodagbog fra coronalivet i 9.V

Det betyder, at der er to lokaler til hver klasse, som normalt består af 24 elever, hvilket igen betyder, at der rundt regnet sidder omkring 12 elever i hvert lokale med en passende afstand imellem sig. Derudover betyder de færre elever også, at der er nok toiletter og håndvaske til alle. For eksempel er der seks elever til en håndvask, så man ifølge skolelederen i modsætning til andre steder ikke har behøvet at installere flere faciliteter. Alt sammen noget, der har været med til at berolige forældrene, lyder det fra skolelederen.

Positive forældre

Han havde onsdag allerede fået en del positive tilbagemeldinger fra forældre, der følte sig trygge ved at sende deres børn i skole.

»De skrev, at de var meget trygge ved vores løsning, så jeg tror, det handler meget om netop at prøve at vise forældrene, at vi gør alt for at skabe en tryg hverdag for vores børn og forældre. At vi efterlever principperne om, at børn er børn og ikke maskiner. Derudover tror vi også på, at velordnethed hjælper os i den her situation. Vores børn er vant til at få beskeder og rette sig efter dem, og det hjælper os nu,« lyder det fra Per Simonsen, der påpeger, at det kun er få forældre, der har ønsket at holde deres børn hjemme, og det har typisk andre årsager end corona-virussen.

Vores børn er vant til at få beskeder og rette sig efter dem, og det hjælper os nu

I samme forbindelse har han også gjort meget ud af at holde kontakten til forældrene ved lige.

»Jeg har sendt skrivelser til forældrene i løbet af påsken og senest i går (tirsdag, red.), hvor jeg appellerede til, at forældrene gennemgik forskellige ting som for eksempel, hvordan man holder afstand og vasker hænder. Noget vi også har brugt de første timer af undervisningen på i dag. Vi har også kørt videoer udgivet af Sundhedsstyrelsen,« fortæller Per Simonsen, der er glad for, at privatskolen har kunnet håndtere det hele forholdsvist hurtigt.

Reageret hurtigt

»Vi har været lidt privilegeret af at være en enhed som har kunnet håndteret det her relativt hurtigt, og det kan vi, fordi vi er en selvdrevet virksomhed, der ikke er underlagt så mange instanser,« forklarer han og uddyber:

»Da regeringens udmelding kom, indkaldte jeg mine to viceskoleledere, det var onsdag før Skærtorsdag, og afstemte en tjekliste med dem  og SFO-lederen og skolens bestyrelse samme dag,« fastslår han.

LÆS OGSÅ: Genåbner fredag

Derefter blev den del af lærerstaben, der skulle starte onsdag indkaldt tirsdag morgen, hvor alt blev gennemgået, hvorefter man gik i gang med at indrette klasselokalerne, så de var klar til skolestart onsdag klokken syv til 13. SFO’en åbnede allerede klokken syv til otte og igen fra klokken 13 som normalt.

Så normalt som muligt

Også undervisningen tilstræber man at køre så normalt som muligt, selvom der under omstændighederne ikke er alt, der kan lade sig gøre.

»En normal undervisning er nok lidt flot at kalde det, men vi lægger vægt på de klassiske undervisningsfag, og vi forsøger fra nu af at køre det så gængs under det givne forhold som muligt, selvom børnene kommer lidt mere udenfor, end de plejer,« siger han og tilføjer, at han i samme forbindelse er glad for skolens store udenomsarealer, som på grund af corona-krisen er delt op i zoner, hvor børn i grupper af seks kan lege.

På trods af udfordringer i undervisningen og lærerstaben i øvrigt – man har måtte indkalde vikarer, da nogle lærere ikke må være på skolen, som det ser ud nu – er skolelederen ikke nervøs for, at eleverne ikke lærer det, de skal.

Vant til eksamener

»Vi er en skole, der har pænt store ambitioner for at nå langt med indlæringen. Det er et af vores kendetegn, og det er også noget af det, der redder os. For det kan godt være, at børnenes undervisning ikke har været optimal, når de har været hjemme. Alle har gjort alt, hvad de kunne, men det er ikke det samme som at være i skole. Alligevel tror jeg bare på, at fordi vores børn lever i et miljø, hvor de når så meget normalt og ikke har problemer med det, så er det forspring, vi har, ét, der hjælper os i situationer som denne,« vurderer Per Simonsen.

Han har oven i købet skrevet til forældrene, at:

»Jeg er sikker på, at når eleverne har fået 10 års god undervisning på vores skole, så klarer de også, at vi har en måned eller tre, hvor undervisningen ikke er optimal,« siger han, der heller ikke er nervøs for de større klasser og deres afgangseksamener, som nu er aflyst til fordel for årskarakterer, som dermed bliver potentielt adgangsgivende til for eksempel gymnasiet.

Vi er en skole, der har pænt store ambitioner for at nå langt med indlæringen. Det er et af vores kendetegn, og det er også noget af det, der redder os

»Fristen for at give årskarakterer er normalt i slut april, og den er blevet rykket til slutningen af juni, og det kan være en motivationsfaktor, så 9. klasse kan se noget fornuftigt i at holde dampen oppe, men jeg tror ikke, det får den store betydning hos os, for vi er vant til både mundtlige og skriftlige årsprøver allerede fra 5. klasse, så vores elever kommer ikke til at opleve at gå i for eksempel gymnasiet uden at have prøvet at være til eksamen. De er godt klædt på,« forsikrer Per Simonsen.

Han kan dog ærgre sig over, at eleverne nok ikke kommer til at holde translokation og fejre sidste skoledag som vanligt, men uddannelsesmæssigt ser han altså ikke, at corona-krisen ‘smitter’ negativt af på eleverne.

Herlev Bladet har forsøgt også at få interviews med skolelederne fra kommunens folkeskoler, men det har desværre ikke været muligt at få dem i tale.

 

  • FAKTA: Herlev Privatskole, som er grundlagt i 1967, er en et-sporet skole med 240 elever fordelt på forskoleklasse til og med 9. klasse. Klassekvotienten er 24 elever

 

***EFTERLYSNING: Hvordan har jeres barns/børns skolestart været? Kontakt: kenneth@herlevbladet.dk***

 

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!