Otte Herlev-foreninger er blevet 10.000 kroner rigere
I anledning af Spar Nords 200-års jubilæum har Spar Nord Fonden valgt ekstraordinært at donere støttemidler til foreningslivet.
»Det er genialt i min verden,« lød det fra en glad afdelingsdirektør i Spar Nord, Lars B. Albretsen, da han fredag eftermiddag helt ekstraordinært kunne overrække otte heldige Herlev-foreninger 10.000 kroner hver, og forinden forklarede de fremmødte, hvorfor det lokale er bankens DNA, og hvorfor det skal komme foreningslivet til gode.
16 Herlev-foreninger havde søgt om støttemidler, som Spar Nord har valgt at donere i anledning af sit 200-års jubilæum. I alt har man i hvert bankområde afsat 20 gange 10.000 kroner, hvoraf Herlev akunne glæde sig over at få indhug i de nævnte otte. Samlet havde Spar Nord Herlev, som i øvrigt er det største bankområde i banken, fået hele 437 ansøgninger til de 20 gange 10.000 kroner, oplyste Lars B. Albretsen, som altså var godt tilfreds. Også i forhold til Herlev-ansøgningerne.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse af ‘Catch me if You can’-musical
Opfordring
»Det er dejligt, at vi kan samles så mange lokale foreninger ét sted på samme tidspunkt,« sagde han blandt andet om dagens overrækkelsesceremoni, der udover en check også bød på jordbærkage og vin.
Dagens seance blev afsluttet med en opfordring til foreningslivet om at blive ved med at søge, da fonden dækker en bred vifte af formål.
»Vi har masser af penge, så de skal bare ud at arbejde,« understregede han.
De heldige modtagere:
- HI
- HI Fitness
- Herlev Løbe- og Atletikklub
- HI Fodbold
- Herlev/Hjorten Håndbold
- B1973
- Hjortespring Golfklub
- Hjerteforeningen
Der er lukket for kommentarer