Politiet har en række konkrete spor
Københavns Vestegns Politi har flere spor at gå efter i efterforskningen af de syv brande, der hærgede Herlev natten til søndag.
Natten til søndag opstod der brand syv forskellige steder i byen. Værst gik det ud over Dagplejens Hus i Kommenhaven.
»Vi efterforsker fortsat brandene i Herlev bredt og har en række konkrete spor vi arbejder med. Vi søger fortsat vidner, så hvis der er borgere der sidder inde med info i den forbindelse, så vil jeg gerne appellere til, at man kontakter politiet. Vi har stort og offensivt fokus på områderne i Herlev og sat massivt ind på at fange gerningsmændene og genetablere trygheden for borgerne,« siger vicepolitiinspektør Thomas Mejborn.
På baggrund af brandene er der kommet et politisk initiativ om at indføre flere vagter og mere overvågning. Læs alt om det i denne uges udgave af Herlev Bladet.
Københavns Vestegns Politi hører gerne fra vidner, som måtte have set eller hørt noget mistænkeligt før, under og efter brandene, som ud over daginstitutionen i Kommenhaven blandt andet gik ud over en indkøbsvogn, containere og biler mellem midnat og klokken 02.30:
• Marielundsvej kl. 23.56
• Carl Nielsens Plads kl. 01.08
• Herlev Hovedgade 127 kl. 01.24
• Melissehaven 13 kl. 02.04
• Vindebyvej 18 kl. 02.08
• Ettehavevej 83 kl. 02.24
Man kan ringe til Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på telefon 4386 1448 eller ved at ringe 114.
LÆS OGSÅ: Herlev Festuge er aflyst
Der er lukket for kommentarer