Politiet sætter hotspot på Elverparken den næste tid
Elverparken er ét af seks områder på Vestegnen, Københavns Vestegns Politi har udpeget som såkaldt hotspot. Det vil sige, at det kan blive forbudt at opholde sig i parken, hvis politiet vurderer, at forsamlingsforbuddet på 10 personer ikke bliver overholdt.
Københavns Vestegns Politi har opsat skilte i Elverparken, hvor der står, at der vil blive nedlagt forbud om ophold i parken, hvis for mange mennesker stimler sammen.
Det sker, efter at politiet fra weekenden og den næste tid frem har udpeget Elverparken som ét af seks såkaldte hotspots på Vestegnen.
»Elverparken er et såkaldt hotspot, da vi erfaringsmæssigt ved, at borgere i Herlev bruger parken, når vejret er godt,« skriver Københavns Vestegns Politi i en mail til Herlev Bladet.
LÆS OGSÅ: En del af idrætten i det fri åbner.
»Vi har intet belæg for at tro, at borgerne ikke kan finde ud af de nye regler, men da det er et af byens åndehuller, har vi et særlig fokus på området,« understreger politiet yderligere i mailen.
I samme ombæring oplyser politiet, at der ikke blev udskrevet bøder med relation til forsamlingsforbuddet på 10 personer eller anden coronalovgivning i Herlev i weekenden. Derudover har man ikke for nuværende planer om at indføre flere hotspots i Herlev.
Udover Elverparken er de grønne områder omkring Bagsværd Sø, Hvidovre Havn, Brøndby Havn, Ishøj Havn og Vallensbæk Havn også på Københavns Vestegns Politis hotspotliste.
Der er lukket for kommentarer