Popstjernen Jada indtog ungcaféen
Ungcaféen i Herlev Bygade blev i forbindelse med en indsamling til udsatte børn i sidste uge lavet om til en intim koncertsal, hvor sangerinden Jada, overraskede med sangen ‘Not Alone’.
Hvis du i sidste uge kunne høre lyden af Jadas stemme, da du gik forbi ungcaféen i Herlev Bygade, så hørte du rigtigt. Den danske sangskriver, sangerinde og producer indtog nemlig caféen i forbindelse med TV2-indsamlingen ‘Alle vores børn’.
En indsamling, hvor penge går til udsatte børn, unge og familier.
Og pludselig blev ungcaféen, der har til formål at skabe et frirum for unge af unge, lavet om til en intim koncertsal for en stund.
For som en overraskelse for de frivillige fra Ungdommens Røde Kors i ungcaféen rundende Jada, efter fællesspisning besøget af med en intimkoncert, hvor hun sang ‘Not Alone’ med tre korsangere, keyboard og masser af lys til ære for de udsatte børn og unge i landet.
LÆS OGSÅ: November: Herlevs batman nummer et
Kunstneren Jada, der oprindeligt hedder Emilie Molsted Nørgaard, var på besøg i caféen den 22. november for at optage et indslag til showet, der blev vist i fjernsynet den 27. november, for at vise dem der kiggede med hjemme fra sofaen, hvad pengene kunne gå til.
Indsamlingen blev lavet i samarbejde med TV2, Fodboldfonden og Røde Kors, og der blev i alt indsamlet ni millioner kroner til udsatte børn, unge og familier.
Ungcaféen i bygaden holder åben hver torsdag klokken 18.30-20.30 og ligger på Herlev Bygade 50C. Caféen er for alle unge i Herlev Kommune mellem 13 og 23 år, og der vil i åbningstiden altid være minimum tre unge fra Ungdommens Røde Kors til stede.
LÆS OGSÅ: Beslutning: Skal kommunalt ansatte vise coronapas?
Der er lukket for kommentarer