Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Prisen på vand i Herlev stiger

HOFOR oplyser, at man fra årsskiftet hæver prisen på vand.

Udgifter til byudvikling, klimatilpasning og inflation gør, at prisen på vand stiger i Herlev. Det oplyser HOFOR, Hovedstadens Forsyningsselskab, i en pressemeddelelse.

Prisstigningen træder i kraft fra årsskiftet og betyder for en gennemsnitsfamilie i en lejlighed i Herlev, at vandregningen vil stige med omkring 260 kroner årligt. Og for en gennemsnitsfamilie i en villa en prisstigning på 450 kroner årligt.

Den konkrete prisstigning i Herlev går fra 57,68 kroner til 61,81 kroner for en kubikmeter vand (1.000 liter) lig med 4,13 kroner. Det betyder, at det koster lige over seks øre at fylde en drikkedunk på en liter vand.

Selvom prisen er steget, vil vandprisen fortsat være under landsgennemsnittet på 7,7 øre for en liter vand, oplyser HOFOR.

Derfor stiger prisen

»I flere år har vandprisen været stabil. Nu er en prisstigning nødvendig, og det skyldes særligt den inflation, vi har oplevet i forbindelse med energikrisen. HOFOR skal ikke tjene penge på at levere vand til vores kunder. Stigningen kommer kun for at dække de udgifter, vi har i forbindelse med at sørge for vand i hanerne, og et kloaksystem, der får vandet væk igen i Herlev,« siger Brian Hansen, direktør for Vand og Spildevand i HOFOR, i pressemeddelelsen.

Som nævnt skyldes de stigende udgifter en stigende inflation som følge af energikrisen, og det betyder, at priserne på at reparere vandrør, holde gang i pumper og renovere vandværker også er steget. Og netop reparationer har HOFOR lavet mange af langs Herlev Ringvej, hvor man har lavet klimatilpasning og flyttet rør for at give plads til Letbanen. Derudover har man i Musikkvarteret lagt flere hundrede meter nye moderne vandrør for at sikre den gode vandkvalitet i hanerne.

 

Fakta om vandprisen i Herlev (HOFOR)

Kubikmeterpris i 2023: 57,68

Kubikmeterpris i 2024: 61,81

Vandprisen stiger med 7 pct.

En gennemsnitlig familie i en lejlighed i Herlev er 1,7 personer på 75 kvadratmeter og bruger 64 kubikmeter vand om året lig med en prisstigning på 260 kroner årligt.

En gennemsnitlig familie i en villa i Herlev er 2,9 personer på 140 kvadratmeter og bruger 109 kubikmeter vand om året lig med en prisstigning på 450 kroner årligt.

Du kan finde mere om priserne på www.hofor.dk/priser

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!