Decemberklar: Kiosken ved stationen er åben
På decembers første dag åbnede kiosken igenefter at have været lukket siden sidste vinter.
I sidste uge kunne vi fortælle, at kiosken ved Skovlunde Station snart åbnede igen.
Det viste sig at ske endnu tidligere, end vi havde fået oplyst. Allerede 1. december stod kiosken beklædt med julepynt klar til at tage imod kunder.
Man kan blandt andet købe snacks, morgenbrød, lette måltider som hotdogs og salater til frokost og aften, varme og kolde drikke – vin og øl.
Der kan endnu ikke købes blade og aviser, men når kontrakterne kommer på plads, vil det også kunne lade sig gøre.
Det har næsten taget et år at få åbnet kiosken igen. En tidligere forpagter lukkede med udgangen af januar, og siden har DSB kæmpet for at finde en ny, som kan drive forretningen, og det er sket nu. Stationskiosken åbnede i sin nuværende form i 2019, tidligere har der blandt andet ligget en 7-Eleven på stedet. En tidligere bestyrer er i øvrigt tidligere i år dømt for narkosalg i kiosken, som foregik i begyndelsen af 2021.
Samtidig med kiosken bliver bemandet, trækker det også op til, at hele stationsforpladsen bliver frisket op til næste år, det skal både resultere i en pænere og mere tryg plads. Ballerup Kommune har i de sidste par måneder holdt to workshops med borgerne, hvor de har kunnet komme med forslag og kommentere, hvad de mener, at der skal ske. Der er foreløbig sat 700.000 kroner til at ændre torvet, som i sin nuværende form stod færdigt i 2001.
LÆS OGSÅ: Da kiosken lukkede i begyndelsen af året
Der er lukket for kommentarer