Tidligere kioskbestyrer dømt for narkosalg
Den tidligere forpagter af Stationskiosken, som pt. er lukket, har sammen med en anden, fået en narkodom.
Noget tyder på, at man kunne købe mere end sodavand og snacks i Stationskiosken på Skovlunde Torv, da den havde åben.
Kiosken har pt. været lukket siden 31. januar, mens DSB leder efter en ny forpagter, men af en nylig dom ved Retten i Glostrup fremgår nu, at den tidligere kioskbestyrer har solgt narko i åbningstiden.
LÆS OGSÅ: Arbejdes på en genåbning af Stationskiosken
Nærmere betegnet har han og en anden mand fået 30 dages betinget fængsel hver samt samfundstjeneste for ifølge anklageskriftet at have været i besiddelse af 81,61 gram hash med henblik på videresalg. En tredje mand var også tiltalt, men gik fri.
Hændelsen foregik ifølge anklageskriftet 27. januar 2021 klokken cirka 19.40 i kiosken. Det vil sige cirka et år efter, at kioskbestyreren åbnede kiosken på ny.
Også frikendt
De tre mænd var også tiltalt i et andet forhold, som gik på, at de fra kiosken skulle have solgt ikke under 309 gram hash til en anslået værdi af knap 31.000 kroner, men de blev alle frikendt i det forhold. Pengene fandt politiet i kiosken 27. januar 2021 i forbindelse med ransagningen.
Der er lukket for kommentarer