Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Røde partier: Det er et uacceptabelt sparekatalog

For kommunalbestyrelsens to rødeste partier stoppede forhåbningen om at være med i en budgetaftale, da de løb ind i sparekataloget.

Sidste år var både Enhedslisten og SF med i budgetaftalen, men i år glimrede de to venstrefløjspartier ved deres fravær, da budgetaftalen i går tirsdag blev offentliggjort.  Årsagen skal findes i det sparekatalog, der danner grundlag for aftalen mellem socialdemokraterne, Venstre og Det Konservative Folkeparti.

»Vi kunne ikke få indflydelse på sparekataloget på 8,5 millioner kroner årligt, og så stoppede det for os,« siger Arly Eskildsen, der sidder på SFs mandat i kommunalbestyrelsen.

Kataloget indeholder blandt andet besparelser på:

Familieterapien i PPR på 615.000 kroner

Voksentandplejen, der skal nedlægges

En reduktion af budgettet til afdelingsledelse i folkeskolerne

En reduktion i tilskuddet til Klausdal værkstederne på 50.000 kroner

En besparelse på Biblioteket på 205.000 kroner

En besparelse på Musikskolen på 307.000 kroner

»Herlev neddrosler den forebyggende indsats voldsomt. Det er uacceptabelt, at man sparer på familieterapien. Det her er børn som ikke trives i skolen, eller som har adfærdsmæssige eller faglige problemer af forskellig art, der sammen med deres familie kan få hjælp,« siger Arly Eskildsen, der mener, at det er en uhyre kortsigtet løsning at spare netop der.

»Det er etableret fakta, at  en tidlig indsats lønner sig på den lange bane – inden det bliver til store og meget dyre problemer,« understreger han.

LÆS OGSÅ: Dansk Folkeparti: Pensionister kan selv betale for skovturen

For meget idræt – for lidt kultur

Enhedslisten har også holdt partiets to mandater ude af årets budgetaftale. Årsagen skal også findes i sparekataloget. Og særligt nedskæringerne på musikskole og biblioteker får Marianne Dithmer (Ø) til at se rødt.

»Der er en sindssyg prioritering af idrætten og en total underprioritering af dem, der ikke synes, det er det vigtigste,« siger hun.

Enhedslisten frygter også, at nedlæggelsen af voksentandplejen kan få vidtrækkende konsekvenser for de borgere, der har brug for tilskuddet for at få ordnet deres tænder.

»Det handler jo også om, at man skal have mulighed for at gå til en jobsamtale uden at mangle tænder i munden. Det er et rigtig godt tilbud, som vi skal holde fast i,« siger hun.

Begge partier havde foreslået at sløjfe en række af besparelserne og i stedet finde pengene ved skattestigninger. SF forslog en stigning af grundskylden, mens Enhedslisten foreslog en skattestigning.

Begge partier er tilfredse med, at der nu kommer penge til at øge normeringerne i dagsinstitutionerne, men de er utilfredse med, at pengene delvist skal findes ved, at forældrene skal betale mere.

»Det er jo en ekstra skat, der bliver lagt på forældrene. Og det er jo ironisk, når borgmesteren er så meget imod skattestigninger,« siger Marianne Dithmer.

Budgettet skal igennem den anden behandling på et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde på onsdag den 30. oktober klokken 17.30

LÆS OGSÅ: Budgetaftale sikrer flere voksne til Herlevs børn. 

 

 

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!