Dansk Folkeparti: Pensionister kan selv betale for skovturen
Skolerne skal renoveres, og de kommunale bygninger videoovervåges, mener Dansk Folkeparti, der blandt andet vil finde pengene ved at skære de kommunale kroner væk fra pensionistskovturen og seniorfesten.
Dansk Folkeparti er ligesom SF og Enhedslisten ikke en del af årets budgetaftale. For partiet handler det valg meget om de helt grundlæggende principper.
»Det primære er, at vi fra starten af ser anderledes på, hvordan kommunen skal drives,« siger Kim Kristensen, der sidder på partiets eneste mandat i kommunalbestyrelsen.
Han stiller sig meget skeptisk overfor den iver efter at udvikle og bygge Herlev stærkere, som borgmester Thomas Gyldal Petersen (A) er forgangsmand for.
»Velfærden kan ikke følge med, og vi fortsætter bare med at bygge,« siger han.
LÆS OGSÅ: Budgetaftale sikrer flere voksne til Herlevs børn
Pensionister kan selv betale for skovtur
Kim Kristensen gik blandt andet til budgetforhandlingerne med et ønske om at bruge penge på renovering af skolerne og videoovervågning af kommunale ejendomme. Pengene til de tiltag skulle blandt andet findes ved at skrotte planerne om en ny parkeringsplads ved skøjtehallen og fjerne pensionistskovturen og Seniorfesten fra det kommunale budget.
»Nu har alle de andre stået for tur i mange år, hvor der har været nedskæringer på alle andre områder, og jeg er overbevist om, at de mennesker, der deltager i skovturen og seniorfesten selv kan betale,« siger han, og peger på en løsning, hvis det ikke er tilfældet.
»Skulle der være en enkelt eller to, der ikke selv kan betale, så kan de stille på mit kontor, så skal jeg nok betale for dem. Men jeg tror ikke de findes,« siger han og pointerer, hvad han mener bliver den økonomiske fremtid i Herlev med det budget, der ser ud til at blive vedtaget.
»Tallene er ikke til at tage fejl af. Det bliver en lorteøkonomi, vi skal bøvle med. Gud ske tak og lov for, at vi ikke er med og skal stå til ansvar for det,« siger han.
Dansk Folkeparti havde blandt andet også stillet forslag om en gratis bus, der skulle køre under opførelsen af letbanen og en markant besparelse ved at lukke og sælge Klauzdal. Men partiet endte altså med at forlade årets budgetforhandlinger, så deres forslag er ikke med i den to-årige aftale, som er indgået mellem Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti.
Læs mere i næste uges udgave af Herlev Bladet.
Der er lukket for kommentarer