Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Tilsyn viser store mangler på dagbehandlingstilbud i Herlev: ‘Det er stærkt utilfredsstillende’

Et tilsyn på dagbehandlingstilbuddet Idrætsakademiet i Herlev viser, at kvaliteten på stedet ikke er i top - og det er under al kritik mener Herlev Kommune. Idrætsakademiet svarer, at der er tale om et engangstilfælde.

»Det er stærkt utilfredsstillende, at der har vist sig at være de problemer med kvaliteten, som der er.«

Sådan lyder det kort og kontant fra Camilla Ottsen, der er centerchef for dagtilbud og skole i Herlev Kommune.

Hendes kommentar retter sig mod et uanmeldt tilsyn, der blev ført med det private dagbehandlingstilbud Idrætsakademiet i marts 2023. Dykker man ned i rapporten, er der da også en del at tage fat på.

Det er klart, at man i en periode, hvor man er bekymret for kvaliteten på stedet, også har det med i sine overvejelser, når man visiterer børn til Idrætsakademiet.

For af rapporten fremgår det blandt andet ud fra samtaler med elever på skolen, at eleverne ikke altid får den hjælp de skal have. Eleverne fortæller, at de voksne på stedet ikke har nogen erfaring med konflikthåndtering eller med elever, der har vanskeligheder eller diagnoser.

Og det til trods for, at Idrætsakademiet på egen hjemmeside beskrives som et tilbud målrettet elever, “der er psykisk sårbare og har behov for individuelt tilrettelagt undervisning i en miljøterapeutisk ramme.”

Det beskrives som elever med angst, OCD, autismespektrum forstyrrelser, spiseforstyrrelser, opmærksomhedsforstyrrelser eller personlighedsforstyrrelser.

Medarbejderne har ikke de rette kompetencer

Eleverne beskriver derudover i tilsynsrapporten, at lærerne reagerer for sent på konflikter, og at de råber meget. Eleverne er generelt bekymrede for deres forestående afsluttende prøver.

LÆS OGSÅ: Muligt projekt omkring Herlev Hallerne: Det drømmer foreningerne om 

Af samtaler med medarbejderne på stedet bekræftes det billede, som eleverne maler. Medarbejderne føler et behov for en fælles kompetenceudvikling, nye medarbejdere oplæres ikke ordentligt, der er stor personaleomsætning, ligesom der er mange medarbejdere uden de rette, faglige kompetencer.

Skæld ud bruges som et pædagogisk virkemiddel, ikke alle børn, der er visiteret til 1:1, får dette, og i konfliktsituationer ved medarbejderne ikke, hvad der skal til. I udskolingen beskrives det, at der “ses tiltagende ureguleret adfærd. Der ses ikke nogen nævneværdig progression hos de unge. Der mangler kompetente voksne med erfaring indenfor området”.

Både ledelsen og medarbejderne beskrives i tilsynet som samarbejdsvillige og med et stort ønske om at forbedre kvaliteten.

Kommunen har talt med store bogstaver

Inden tilsynet i marts havde flere henvendt sig til Herlev Kommune med en bekymring for kvaliteten på dagbehandlingstilbuddet, og derfor valgte kommunen ud over sine ordinære tilsyn altså at gennemførte et uanmeldt tilsyn på stedet.

Situationen er meget beklagelig, og vi tager det meget alvorligt

Efter tilsynet har Herlev Kommune bedt Idrætsakademiet udarbejde en handleplan for, hvordan de vil bringe forholdene i orden. Da handleplanen var sendt, bad kommunen om nogle konkretiseringer. Idrætsakademiet er vendt tilbage med konkretiseringer til handleplanen, men disse er ikke beskrevet i tilstrækkelig grad.

»De samtaler, vi har haft med ledelsen på Idrætsakademiet, har båret præg af en meget tydelig forventningsafstemning mellem os. Vi har gjort det meget tydeligt med store bogstaver, at de forhold, der ikke har været i orden, skal bringes i orden,« siger Camilla Ottsen.

Herlev Bladet har ad flere omgange forsøgt at få et mundtligt interview med Idrætsakademiet om tilsynet med kvaliteten på stedet, men dette er blevet afvist. I stedet har Idrætsakademiet sendt følgende skriftlige svar til Herlev Bladet.

»I forbindelse med et ledelsesskifte samt ophør af enkelte medarbejdere i starten af året opstod der kortvarigt et kvalitetsfald, hvilket også gjorde sig bemærket i vores sidste tilsynsrapport. I den forbindelse er der tidligere på året afleveret alle nødvendige handleplaner til Herlev Kommune. Alle nødvendige tiltag er iværksat og effektueret. Der har efterfølgende været nyt tilsyn, som vi afventer rapporten på. Dette er en enkeltstående episode, hvilket også kan ses på tidligere tilsynsrapporter,« skriver Idrætsakademiet.

Det fik vi ikke svar på

Herlev Bladet sendte i alt ni spørgsmål til Idrætsakademiet. Her er alle de spørgsmål, der fortsat ikke er blevet besvaret:

  • Hvordan kan det forsvares, at elever med vanskeligheder og diagnoser ikke håndteres af voksne med erfaring inden for dette område?
  • Kan I forstå elevernes bekymring for de forestående, afsluttende prøver?
  • Hvorfor får elever visiteret til 1:1 ikke dette? Det er vel, hvad kommunerne betaler for?
  • Hvad er forklaringen bag, at lærere uden den rette uddannelse eller faglige baggrund sættes til at tage sig af en målgruppe bestående af sårbare børn og unge?
  • Hvad er årsagerne til den store personaleomsætning, og har I gjort noget for at bringe denne ned?
  • Hvordan vil I fremadrettet sikre, at elever visiteret til Idrætsakademiet får det, de er visiteret til?
  • Kan man som forældre til et barn på Idrætsakademiet føle sig tryg i, at barnet får den skolegang og eventuelt den behandling, som barnet har brug for?

Vil følge det til dørs

Herlev Kommune forventer, at alle forholdende på Idrætsakademiet er blevet bragt på plads, når sommerferien begynder.

»Idrætsakademiet er et sted, som vi har været meget tilfredse med i alle de år, jeg har arbejdet i Herlev Kommune. Nu er der så sket et meget uheldigt kvalitetstab, som skal genoprettes,« siger Camilla Ottsen og fortsætter:

»Det er klart, at man i en periode, hvor man er bekymret for kvaliteten på stedet, også har det med i sine overvejelser, når man visiterer børn til Idrætsakademiet. Der er meget stor opmærksomhed på at have en tæt opfølgning omkring de børn, der går der, og vi kommer ikke til at slippe det her igen.«

Hvordan kan forældre med børn på Idrætsakademiet være sikre på, at deres børn får det, som deres respektive kommune har visiteret dem til?

»Hvis der er nogle forældre, som er usikre på kvaliteten af det tilbud, som deres barn modtager, så vil jeg opfordre til, at man tager kontakt til sin sagsbehandler i kommunen og taler med dem om sine bekymringer,« siger Camilla Ottsen.

»Forældrene skal selvfølgelig læse sig ind i, at vi med vores tilgang til det her skærpede tilsyn følger det her helt til dørs. Skolen har indtil videre også responderet og anerkendt kritikken, og vi oplever, at de er trukket i arbejdstøjet. Men situationen er meget beklagelig, og vi tager det meget alvorligt. Derfor skal man naturligvis stadig henvende sig, hvis man er bekymret,« afslutter hun og slår det fast, at Herlev Kommune vil fastholde en tæt dialog og foretage uvarslede tilsyn, indtil kvaliteten er på plads.


Fakta om Idræts- og Uddannelsesakademiet og tilsynet:

Idræts- og Uddannelsesakademiet er en privatejet institution, der ligger på Vesterlundvej i Herlev.

Herlev Kommune er den tilsynsførende myndighed, fordi institutionen geografisk er placeret i Herlev. Det betyder, at Herlev Kommune er forpligtet til at føre tilsyn med kvaliteten af undervisningen.

I marts 2023 var i alt 70 elever indskrevet på skolen. Eleverne strækker sig fra 2. klasstrin til og med 10. klassetrin. Af de 70 elever på skolen er 14 af dem fra Herlev Kommune.

Skolens målgruppe er mellem- og udskolingselever, der er psykisk sårbare, og som har behov for individuelt tilrettelagt undervisning. Det kan dreje sig om elever med angst, OCD, autismespektrumforstyrrelser, spiseforstyrrelser, opmærksomhedsforstyrrelser eller personlighedsforstyrrelser.

Skolen fungerer under Folkeskoleloven, selvom den er privatejet. På landsplan findes omkring 70-80 skoler af denne type, som flere og flere elever visiteres til.

Herlev Kommune har orienteret de omkringliggende kommuner med børn på Idrætsakademiet, om bekymringerne for kvaliteten af dagbehandlingstilbuddet.

Samtlige familier fra Herlev til børn og unge på Idrætsakademiet er blevet kontaktet af deres sagsbehandlere.

Kilde: Idræts- og Uddannelsesakademiet og Herlev Kommune.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!