Tiltale: Snød mor og hustru til at afskrive sit eget barn
En mand og hans 68-årige mor står anklaget for grov psykisk vold mod mandens ekskone, mens han var gift med hende.
Der er ikke meget lykke at spore i det ægteskab, som Københavns Vestegns Politi har beskrevet i et anklageskrift mod en mand og hans 68-årige mor, der står anklaget for fysisk og psykisk vold mod den kvinde, som manden har været gift med, mens de var gift og bosiddende i Herlev vel at mærke.
LÆS OGSÅ: Hjælp mod psykisk vold
Her fremgår blandt andet, at kvinden i perioden 1. april 2019 til 23. december 2021 blev udsat for grov nedværdigende, forulempende og krænkende adfærd på en måde, så hun måtte indordne sig under de to’s regler og krav for at undgå konflikt.
Snød sig til forældremyndigheden
Ifølge anklageskriftet pressede de to kvinden til ikke at amme sin og mandens fælles søn ved at påstå, at kvindens modermælk var dårlig og beskidt og lignende. De forhindrede hende også ved flere lejligheder i at være sammen med sin søn, som ikke måtte kalde hende for ‘mor’, men i stedet skulle kalde hende ‘tante’ og svigermoren for mor. Argumentationen var, at hun alligevel skulle tilbage til Indien, hvilket de både truede med og iværksatte.
Sidstnævnte blev sat i gang 17. november 2021, da manden angiveligt snød sin hustru, som var ordblind og uden danske læsekundskaber, til at underskrive et dokument, som hun troede var en vuggestueplads, men i virkeligheden var en overdragelse af forældremyndigheden til manden.
Ligeledes blev kvinden ifølge anklageskriftet 13. december 2021 efter flere timer med trusler tvunget til digitalt at underskrive sin skilsmisse med manden.
Som i et fængsel
Forinden havde manden og hans mor jævnligt ifølge anklageskriftet begrænset kvindens færden uden for hjemmet i Herlev. Kun ture med sønnen, til indkøb og til sprogskolen var tilladte. Skulle hun for eksempel til møder med det offentlige, blev et familiemedlem sendt med som ledsager for at observere hende. Og besøg hos bekendte fra sprogskolen var ikke en mulighed.
Kvinden blev heller ikke hjulpet med at registrere sig offentligt, hvorfor hun, da anklageskriftet blev lavet, stadig ikke havde et officielt efternavn.
Det fremgår desuden af anklagen, at kvinden udover psykisk vold også blev udsat for fysisk vold. Det skulle være sket 23. december cirka klokken 20 i Herlev, hvor manden skubbede kvinden, så hun faldt og slog hovedet.
Der forventes dom i januar 2023.
LÆS OGSÅ: Straffelovens paragraf 243 om psykisk vold
Psykisk vold i tal
- 2,5 pct. af befolkningen mellem 16 og 74 år angiver i 2020, at de har været udsat for psykisk vold inden for det seneste år. Det svarer til omkring 108.200 ofre.
- 3,9 pct. kvinder og 1,2 pct. mænd mellem 16 og 64 år angiver, at de har været udsat for psykisk partnervold inden for det seneste år.
- Størstedelen af kvinderne bliver udsat af en ekspartner (knap 58 pct.)
Der er lukket for kommentarer