Tryghedskonsulent: Kvinders utryghed er en følelse
Det verdensomspændende hashtag #TextMeWhenYouGetHome sætter fokus på kvinders utryghed, når de færdes sent om aftenen. Herlev Bladet tog på en gåtur med tryghedskonsulenten i Herlev, Linda Liebst Nielsen, til en snak om hendes oplevelse af situationen i Herlev.
At foretage et falsk telefonopkald, at dele sin livelokation eller at ligge nøglerne mellem sine fingre som et våben, er tre eksempler på, hvad flere danske kvinder på de sociale medier under det verdensomspændende hashtag #TextMeWhenYouGetHome skriver, at de gør, når de færdes alene om aftenen.
Et hashtag der den seneste tid virkelig har taget fart, og som understreger, at kvinder er utrygge når de er på vej hjem om aftenen. Herlev bladet har været på en gåtur med tryghedskonsulenten, Linda Liebst Nielsen, til en snak om hashtagget og forholdene i Herlev.
»Hashtagget sætter fokus på nogle vigtige ting, men kigger man på fakta, hænger tallene ikke sammen med følelsen. Det er mere en følelse end det er fakta, og derfor må der være noget herimellem som føder frygten,« lyder det fra tryghedskonsulenten, der samtidig henviser til målinger lavet af Danmarks Statistik, der viser, at der sidste år i Herlev skete tre seksualforbrydelser i alt og en enkelt voldtægt.
Et mord fik hashtagget til at gå viralt
Det var mordet på en 33-årig kvinde i London, Sarah Everard, der fik hashtagget til at tage fart. Den 33-årige kvinde forsvandt på vej hjem fra en veninde i begyndelsen af marts, og fornylig blev hendes lig fundet. Og det har fået kvinder til at råbe op om deres utryghed.
En landsdækkende undersøgelse fra marts 2021 lavet af Megafon for TV2 og Politiken viser blandt andet, at 66 procent af de adspurgte kvinder erklærer sig helt enige i eller delvist enige i, at være bekymret, når de går alene om aftenen.
Herudover viser en lidt ældre undersøgelse fra Rigspolitiet lavet i marts sidste år, at 20,8 procent af borgerne i Herlev kommune føler sig grundlæggende utrygge i deres nabolag.
To ud af tre kvinder frygter at blive overfaldet
At kvinder i højere grad end mænd føler sig utrygge i aften- og nattetimerne, er også et billede Linda Liebst Nielsen kan genkende, men tilføjer, at det ikke er et problem, hun oplever i Herlev.
Undervejs på gåturen med tryghedskonsulenten peger hun flere gange på gadebelysningens skær, der kan være afgørende for borgernes tryghedsfølelse om aftenen. For mens et koldt og blåt skær i belysningen kan fremkalde utryghed, er et orange og varmt skær, mere tryghedskabende. Og netop det varme og orange skær er det, der lyser den ellers lange tunnel op ved Bangs Torv. En tunnel der måske ville få nogle kvinder til at gå en omvej en sen aften.
i mange andre sammenhænge hører jeg fra borgerne, når de føler sig utrygge.
»I mange andre sammenhænge hører jeg fra borgerne, når de føler sig utrygge. Derfor er det også min klare forventning, at jeg ville høre noget, hvis den her utryghed var en, der virkelig gjorde sig gældende i Herlev, « fortæller Linda Liebst Nielsen, mens hun peger på et andet tryghedsskabende intiativ på den anden side af tunnelen på Gåseholmsvej.
»Det her med, at hækkene er klippet lave gør, at man som gående har et større overblik, og det er også rigtig vigtigt for borgernes tryghed,« fortæller hun.
Følelsen stammer fra barnsben
Statistisk set er mænd oftere ofre for overfald, det viser Megafon-undersøgelsen. Alligevel frygter flere kvinder at blive overfaldet. For mens kun én ud af fem mænd frygter at blive overfaldet, når de færdes sent om aftenen, svarer to ud af tre kvinder, at de frygter det samme. Linda Liebst Nielsen mener, at svaret kan findes i opdragelsen.
»Hvis over 50 procent af alle kvinder har den her følelse, og fakta samtidig fortæller os, at der ikke sker noget, så er der et eller andet, vi informerer om som går galt. Jeg tror nemt, at vi kommer til at tale om det her på en måde, som har til formål at skræmme piger. Og der er en vigtig pointe i at sige, at det her sker for så få« forklarer tryghedskonsulenten og opfordrer til, at man snakker med sine børn og venner om, hvad der er fakta, eller kontakter hende på telefonnummer 21 54 58 94, hvis spørgsmål skulle dukke op.
Der er lukket for kommentarer