Uacceptabel trafiksituation ved Herlev Byskole afd. Eng.
Herlev Kommune kalder trafiksituationen med blandt andet lastbilkørsel ved Herlev Byskole afd. Eng helt uacceptabel. Forældre er dybt bekymrede og savner handling. Bygherre vil nu gøre noget ved situationen.
Hver morgen, når klokken slår 07.30, så starter det store trafikkaos ved Herlev Byskole afd. Eng. Parkerede biler. Afsætning af børn midt i et kryds. Manglende parkeringspladser. Cyklister. Skolebørn, der krydser fodgængerfelter. Tonstunge lastbiler.
Omkring Herlev Byskole afd. Eng. er der flere byggerier i gang blandt andet den nye daginstitution, der bygges ved siden af skolen. For enden af Engløbet er JCN-bolig igang med et privatbyggeri, hvor der bygges 121 boliger.
Ifølge Christina Lüthi, der er skolebestyrelsesformand på Herlev Byskole, er situationen farlig.
»Vi er stærkt bekymrede for, at der kører lastbiler lige i det tidsrum, hvor børnene skal afleveres i skole. Der opstår bare nogle situationer, som er hamrende farlige,« siger hun
Skolebestyrelsen savner handling
Det er ikke et nyt problem, at der mangler parkeringsplader, og at der ikke er nogen steder, hvor skolebørnene kan sættes af. Det forklarer Christina Lüthi. Hun fortæller, at situationen er blevet meget værre efter, at lastbilerne også benytter vejen.
»Det mest kritiske lige nu er, at vi har nogle tonstunge lastbiler, som kører på børnenes skolevej. De kører også op på fortovet. Det er kun et spørgsmål tid om tid, før det går galt,« understreger Christina Lüthi.
Skolebestyrelsesformanden har flere gange været i dialog med Herlev Kommune, og hun synes ikke, at kommunen handler hurtigt nok.
»Vi har rettet mange henvendelser til kommunen. Det er bare ikke nok. Det bremser ikke situationen, og det er dybt bekymrende,« siger Christina Lüthi.
Christina Lüthi fortæller også, at skolebestyrelsen har fået kommunen til at opfordre lastbilerne til ikke at køre på Engløbet i tidsrummet 07.30 – 08.15. Alligevel fortsætter lastbilerne med at køre lige i morgenkaosset.
Herlev Bladet har også talt med andre forældre med børn på Herlev Byskole afd. Eng, der deler Christina Lüthis bekymringer.
»I sidste ende er det jo vores ansvar at prøve at leve op til de aftaler, der nu engang bliver indgået.« Ivan Kristensen, JCN-bolig
Manglende lovgivning
På Herlev Kommune forstår centerchef for Teknik og Miljø Søren Nielsen godt forældrenes bekymringer og frustrationer.
»Situationen nede omkring Herlev Byskole er jo helt uacceptabel. Vi er fuldstændige enige med skolebestyrelsen om, at der er en kæmpestor udfordring dernede,« siger han.
Kommunen har ifølge Søren Nielsen bedt entreprenørerne til kommunens eget byggeri af daginstitutionen om at lade være med at køre med lastbiler i det tidsrum, hvor børnene skal i skole. Ifølge centerchefen for Teknik og Miljø er problemet med de store lastbiler, at mange af dem kører i forbindelse med det byggeri, som JCN-bolig er ved at opføre. Centerchefen fortæller, at kommunen ikke har mulighed at forhindre lastbilerne i at køre i det pågældende tidspunkt.
»Som kommune har vi ikke nogen juridiske redskaber overfor entreprenørerne, som kan hæmme deres tilstedeværelse. Det er entreprenøren og underleverandøren, der har en forpligtelse til at tage hensyn og drage omsorg for skolebørnene. Det er entreprenørens ansvar, simpelthen. Og det løfter de ikke,« siger Søren Nielsen.
Ifølge Søren Nielsen har kommunen gentagne gange henstillet til bygherrerne, at de store lastbiler ikke kører i tidsrummet fra klokken 07.30 til 08.15.
Peger på en løsning
»Jeg kan se problemstillingen, og jeg kan godt forstå dem.« Sådan lyder det fra Ivan Kristensen, der er projektchef hos JCN-bolig, der bygger 121 boliger for enden af Engløbet.
»Vi ved godt, at der er et ønske om, at vi prøver at holde os væk i det tidsrum, og det forsøger vi løbende at efterkomme. I det sidste stykke tid, fordi det har været nogle fremmede vognmænd, så er det desværre ikke gået så godt. Det hanker vi op i nu,« siger projektchef Ivan Kristensen.
Projektchefen er klar over problematikken, men giver samtidig udtryk for, at det er svært at lukke en produktion ned i 45 minutter. Ivan Kristensen giver også udtryk for, at den primære årsag til, at lastbilerne fortsat har kørt i morgentrafikken er, at vognmændende har været ramt af corona og anden sygdom. Derfor er informationen om ikke at køre i det konkrete tidsrum, ikke kommet videre til de nye vognmænd.
»I sidste ende er det jo vores ansvar at prøve at leve op til de aftaler, der nu engang bliver indgået«, siger Ivan Kristensen.
Ifølge projektchefen har firmaet nu vedtaget, at de vil forsøge at dirigerer lastbilerne selv og sørge for, at de ikke kører ned ad Engløbet, mens skolebørnene er på vej i skole.
»Nu har vi tænkt os at stille en mand nede ved krydset, som simpelthen kan sige: ‘Der er ingen indkørsel ad Engløbet i tidsrummet kl. 7.30 – 8.15. Du må finde et stad at parkere så længe’,« siger Ivan Kristensen.
Københavns Vestegns Politi oplyser til Herlev Bladet, at de er bekendte med situationen ved Herlev Byskole afd. Eng, og at de har haft møde med Herlev Kommune.
»Vi forsætter den tætte dialog med kommunens folk, og opfordrer samtidig forældre og andre borgere til at rette kontakt til os, hvis der fremadrettet er episoder, hvor politiet bør inddrages. Vores lokalbetjente kommer lejlighedsvis forbi skolen, og vi vil naturligvis holde et vågent øje med situationen den kommende tid,« siger vicepolitiinspektør Thomas Mejborn.
Læs mere om sagen i denne uges udgave af Herlev Bladet.
LÆS OGSÅ: Derfor er der vrede julemænd i februar
Der er lukket for kommentarer