Ulovlig kunstgræsbane kan fortsat benyttes

Selvom Toni Madsen for nylig fik medhold fra Miljø- og Fødevareklagenævnet over, at Herlev Kommune skal gøre noget ved støjen fra den lille kunstgræsbane ved B1973, der støder op til hans grund, må banen fortsat benyttes. Det oplyser Herlev Kommune uden dog ifølge Toni Madsen at fortælle hvorfor og med hvilken lovhjemmel.

Også til Herlev Bladet har kommunen oplyst, at banen fortsat må benyttes, hvilket den også bliver.

LÆS OGSÅ: Nabo har brugt 250.000 kroner og fire år på at kæmpe mod kunstgræsbane – nu har han fået ret

Herlev Bladet har derfor kontaktet juraprofessor Peter Pagh, der også mener, at banen fortsat må benyttes. Han er ekspert i miljøret ved Københavns Universitet. Og selvom han bekræfter, at banen er ulovlig, som den er nu, vurderer han også, at naboen ikke har krav på andet end, at kommunen nu har igangsat en proces, der skal gøre banen lovlig.

‘Kommunen har pligt til at lovliggøre, hvilket kan ske som fysisk lovliggørelse eller retlig lovliggørelse. Hvis kommunen (som jeg forstår det) beslutter sig for en retlig lovliggørelse (at lave en miljøvurdering), så kan kommunen gøre dette, og anlægget fortsat anvendes, mens der sker retlig lovliggørelse (hvilket i dette tilfælde nok vil kræve en ændring), og her viser praksis, at dette også gælder selv om retlig lovliggørelse i sådanne sager kan trække ud’, skriver han i en mail til Herlev Bladet.

Findes ikke lovgivning om kunstgræsbaner

Han oplyser desuden, at der er ‘ganske mange eksempler på, at kommunerne ikke har fulgt reglerne om miljøvurdering’ som i den her sag. Her har klagenævnet netop ophævet og hjemvist en afgørelse fra Herlev Kommune fra 2020, hvor kommunen ikke mente, at der var behov for en miljøvurdering. Men den afgørelse var altså forkert, fordi støjmålinger har vist, at banen påvirker sine omgivelserne herunder Toni Madsens grund i væsentlig grad. Derfor SKAL der laves en miljøundersøgelse ELLER et nyt tilrettet projekt, hvor banen ikke støjer så meget.

At flere kommuner ikke følger reglerne kan ifølge professoren skyldes, at den danske gennemførelse af EU-reglerne FØR 2017 var baseret på alvorlige misforståelser af reglerne.

Hvis kommunen (som jeg forstår det) beslutter sig for en retlig lovliggørelse (at lave en miljøvurdering), så kan kommunen gøre dette, og anlægget fortsat anvendes

En anden grund til, at flere kommuner ikke overholder lovgivningen kan også være, at der ikke stilles krav om, at de skal overholde særlige støjgrænser, når det gælder kunstgræsbaner. Med mindre støjen er tilstrækkelig alvorlig, eller kommunerne får klager. Så bør kommunerne gribe ind. Det oplyser Peter Pagh.

‘Der er ikke i dansk lovgivning umiddelbart bindende lovgivning med grænseværdier for støj. Den eneste undtagelse er vindmøllebekendtgørelsens støjgrænser. (…) Kommunen kan, når en forureningsgene er tilstrækkelig alvorlig, have pligt til at meddele påbud efter Miljøbeskyttelseslovens paragraf 42,’ skriver han til Herlev Bladet og tilføjer, at kommunen ligeledes skal reagere på naboklager, fordi kommunen i nogle tilfælde har pligt til at meddele påbud.

Men der er altså ikke lovgivning, som siger, at kommunen SKAL følge nogle bestemte støjgrænser.

Kommuner vælger ‘Kløvermarksrapporten’

Måske derfor vælger nogle kommuner at følge Kløvermarksrapporten. Den blev lavet af Københavns Kommune i 2007 og arbejder med nogle anbefalede støjgrænser, der er højere end dem, som Miljøstyrelsen anbefaler. Man må altså larme mere ifølge rapporten. Miljøstyrelsens grænseværdier for støj tager udgangspunkt i ‘Miljøstyrelsens grænseværdier for virksomhedsstøj’, fordi der ikke findes støjgrænser for idrætsanlæg. Men på trods af styrelsens anbefalinger i en vejledende rapport fra 2018, som Miljøstyrelsen har fået lavet, vælger flere kommuner som Herlev altså alligevel at følge Kløvermarksrapporten. Det ses blandt andet af sager fra Skanderborg, Faxe og Lundtofte samt flere sager på klagenævnets portal.

Uanset hvad de vælger at gøre, bliver støjgrænserne ifølge juraprofessoren først bindende, når de enten fremgår af en miljøgodkendelse eller som i den her sag af en miljøvurdering (VVM-tilladelse).

Derudover bliver støjgrænserne også bindende, hvis en kommune har meddelt påbud efter Miljøbeskyttelseslovens paragraf 41 eller 42, oplyser han.

‘Dette må nok også anses for den mest hensigtsmæssige ordning, der kan tage højde for lokale forhold,’ lyder Peter Paghs vurdering til Herlev Bladet.

Herlev Bladet har også spurgt Miljøstyrelsen, hvorfor der ikke er lavet regelbestemte støjgrænser for idrætsanlæg herunder kunstgræsbaner, men det har ikke været muligt for Miljøstyrelsen at svare på grund af tidspres, lyder det. Vi følger op på sagen.

FAKTA

Ved en hurtig søgning på klagenævnets portal over afgjorte sager vedrørende kunstgræsbaner fremgår det, at der er:

· fem stadfæstelser dvs. hvor nævnet giver kommunerne ret.

· fire hjemvisninger af tidligere afgørelser, det vil sige, hvor kommunerne skal genoptage sagen som i Herlev.

· 13 afvisninger/afslag på klager.