Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Opdateret: Herlevs nye daginstitution forsinket på ubestemt tid

Entreprenøren JFP Murer & Tømrer, der opfører Herlevs nye daginstitution ved Engløbet, er gået konkurs. Hvad det betyder for færdiggørelsen af byggeriet, er man ved at finde ud af, men det bliver forsinket.

Om kort tid var det meningen, at Herlevs nye daginstitution tilknyttet Herlev Byskole afdeling Eng skulle stå færdig. Det samme med renoveringen af skolens fagfløj med nye faglokaler. Men projektet bliver forsinket.

Entreprenøren bag, JFP Murer & Tømrer og dets moderselskab Jørgen Friis Poulsen, gik fredag sidste uge nemlig konkurs. Det bekræfter en af kuratorerne i boet, Henrik Steen Jensen, fra advokatfirmaet Holst. Ifølge ham skal man nu i gang med at gøre boet op, og det kan meget vel betyde, at for eksempel byggeprojektet i Herlev bliver forsinket.

LÆS OGSÅ: Billetsalg til pensionistskovtur i fuld gang

»Jeg kan ikke sige så meget andet end, at vi prøver at finde en løsning på at få det færdiggjort, hvis det kan lade sig, men det kommer an på det enkelte projekt,« fortæller han og understreger, at sådan nogle processer plejer at medføre forsinkelser af de enkelte projekter.

Herlev Bladet har også været i kontakt med den administrerende direktør i JFP Murer & Tømrer, Mikkel N. Steffensen, som dog har henvist til kurator.

Usikker indflytningsdato

Herlevs nye daginstitution er den første af flere. Der er også planlagt en ny ved Hørkær.

Der er blevet afsat 44,5 millioner kroner til daginstitutionen, som skulle bygges dels for at modsvare et stigende børnetal, men også for at aftage de 148 vuggestue- og børnehavebørn fra Enghuset, der skal flytte, fordi huset er skimmelramt. Det er planen, at den nye institution kan rumme i alt 168 børn.

I sagsforløbet for ovenstående ses det, at det også var planen, at Enghuset skulle flytte over i det nye i august i år.

Det kommer højst sandsynligt ikke til at ske. Herlev Kommune oplyser, at der er en kurator på sagen, og det skal vurderes, om boet kan færdiggøre byggeprojektet. Kan det ikke det, vil kommunen iværksætte en udbudsproces med henblik på at udvælge en entreprenør, der kan færdiggøre arbejdet. Ender det med denne løsning, vil det medføre yderligere forsinkelse, lyder det fra kommunen, som tilføjer, at kurators arbejde forventes at vare to til fire uger.

JFP Murer & Tømrer og moderselskabet har for nylig ændret navne til henholdsvist Datoselskabet af 09.06.2022 A/S og Selskabet af 09.06.2022 A/S, oplyser Dagens Byggeri, der også oplyser, at entreprenøren fredag havde 23 store og små projekter i sin portefølje til en samlet værdi af 2,5 milliarder kroner deriblandt daginstitutionen i Herlev.

 

Renoveringen af fagfløjen er også sat i bero på grund af konkurs. Foto: Kenneth Hougaard.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!