Bentes tur går til Brandenburg
Brandenburg an der Havel er en forholdsvis ny samarbejdsby for Ballerup. Bente Skytt fra Skovlunde er gået ind i forening, som vil skabe relationer mellem de to byer, og hun opfordrer andre til at være med.
Det er langtfra tilfældigt, at Bente Skytt fra Skovlunde er blandt de borgere i Ballerup Kommune, som er gået ind i den frivillige Ballerup-Brandenburg an der Havel Samarbejdsbyforening.
Dels interesserer hun sig for Tyskland, et land som har spillet en stor rolle i hendes arbejdsliv, og dels har hun, siden hun var barn, været optaget af international udveksling.
Hun stiftede allerede dengang, hvor hun også boede i Skovlunde, bekendtskab med en af Ballerup Kommunes mangeårige samarbejdsbyer.
»Jeg har spillet musik, siden jeg var en lille pige. Som barn var jeg selv i East Kilbride hos en skotsk familie, da vi var på en rejse med musikken. Og det var spændende at opleve en anden kultur på den måde,« fortæller hun.
Boede i München
Akkurat som Skovlunde er en rød tråd gennem Bente Skytts liv, er musikken det også. Hun er formand for Woderbra Big Band, som hun har spillet i gennem mange år.
Og så er der også det internationale. Bente Skytt er uddannet korrespondent i tysk og engelsk, og som ung boede hun halvandet år i Tyskland, nærmere bestemt i München. I hendes arbejdsliv var hun tilknyttet tyske virksomheder i Danmark.
»Vi ligner hinanden meget, men har også forskellige baggrunde,« siger hun om det store naboland mod syd og tilføjer om nogle af de kontraster, man finder syd for grænsen:
»Det er et land, vi beundrer, og som mange også har hadet på grund af anden verdenskrig. Det er et lokomotiv i Europa og også et gammeldags samfund,« siger hun og nævner, at der derudover også er bevidstheden om de cirka 40 år, hvor Tyskland var adskilt i to lande.
Brandenburg an der Havel ligger i det tidligere DDR, og her har Bente Skytt også hørt beretninger, som har gjort indtryk.
»Vi har hørt om en mands barndom i DDR og hans families vej til Vesttyskland, hvor børnene ikke ville lege med ham.«
Jeg holder meget af at tale med mennesker af alle slags
Tyskere i praktik i Ballerup
Bente Skytt understreger, at hun ikke er Tysklandekspert, og hun opfordrer andre lokale borgere til at blive medlemmer og gerne aktive i Ballerup-Brandenburg an der Havel Samarbejdsbyforening, uanset deres kendskab til Tyskland i forvejen. Mest af alt handler det om mennesker.
»Jeg holder meget af at tale med mennesker af alle slags,« siger hun.
Foreningen har allerede sat meget i gang. Bente har besøgt den tyske by sammen med de to andre aktive bestyrelsesmedlemmer i foreningen: Konstantin Pedersen og Per Præstekjær.
De har taget kontakt til mange af Ballerups idræts- og kulturforeninger, og så har Bente Skytts eget Wonderbra været nede i det tyske og spille.
Foreningen fra Ballerup har oplevet stor velvilje i den tyske by, og Bente Skytt nævner blandt andet positive møder med byens borgmester.
I sommer var sygeplejestuderende fra Bandenburg an der Havel på besøg i Danmark, hvor de var i praktik på plejehjemmet Toftehaven i Ballerup.
Bente Skytt forestiller sig mange slags udvekslinger de kommende år, og det helt store, hun håber på, er en bustur for alle interesserede fra Ballerup Kommune til den tyske by i 2025.
Til alt arbejdet med at organisere det kan hun godt tænke sig flere frivillige.
Foreløbig er alle velkomne til det tredje åbne arrangement med foreningen, hvor kulturforsker og forfatter Moritz Schramm vil tage pulsen på Tyskland 28. november.
Tysk øl i pausen
Ballerup-Brandenburg an der Havel Samarbejdsbyforening arrangerer sammen med Ballerup Bibliotek: ’Pulsen på Tyskland: litteratur, kultur og samfund’ tirsdag 28. november klokken 19-21 på Posthuset, Banegårdspladsen 7 ved Ballerup Station. Det er forfatter og kulturforsker Moritz Schramm, der holder foredrag. Gratis adgang, men bestil billetter via Ballerup Bibliotek lige her. Der er en tysk øl til hver i pausen.
Der er lukket for kommentarer