Borgmester-bejlerne: Vi tager intet for givet
Både Herlevs nuværende borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S) og bejleren fra de konservative, Henrik Hilleberg, vil ikke spå om valgresultatet, men begge håber på status quo.
Både borgmester Thomas Gyldal Petersen (S), der traditionelt er noget af en stemmesluger, og hans modkandidat, Henrik Hilleberg fra Det Konservative Folkeparti, tager intet for givet, når det gælder vælgernes dom, der falder i aften.
»Håbet er, at vi bevarer flertallet, men jeg tager ingenting for givet,« lyder det fra en træt, men også stolt borgmester.
»Jeg har aldrig før været med i en valgkamp, hvor hele det socialdemokratiske hold og så mange frivillige har givet den så stor en skalle. Vi har været på gaderne hver eneste dag både om morgenen, eftermiddagen og aftenen. Det har været en kæmpe fornøjelse,« siger han, der vurderer, at den her valgkamp har adskilt sig fra de forrige på to punkter:
Håber på mange vælgere
»Den her valgkamp er kendetegnet ved, at der i det politiske rum har været enighed om det meste. Vi har brede aftaler og et bredt budgetarbejde, hvor kun få har stået udenfor, så herlevborgerne har ikke mødt en valgkamp præget af uenighed. Det er både godt, men også en udfordring for på den gode side er der opbakning, men der har ikke været enkeltsager, som kan mobilisere vælgerne til at stemme,« mener Thomas Gyldal Petersen.
Trods det håber han, at der er mange, som har lyst til at komme ud og sætte deres kryds i dag. Også fordi Herlev Kommune ved sidste kommunalvalg i 2017 havde en forholdsvis lav stemmeprocent på 68,7 procent. Men måske de nye vælgere, der lige som i 2017 er en del af, kan rykke på det.
»21-25 procent af vælgerne skal stemme for første gang, det er førstegangsvælgere og nye tilflyttere, og det er altid spændende, fordi vi ikke har haft så god tid til at lære dem at kende og omvendt, og så har vi haft corona, som har gjort det svært at komme i kontakt med hinanden, så valget er præget af en vis usikkerhed« lyder analysen fra borgmesteren, der selv skal følges med en debuterende vælger til stemmeboksen – nemlig sin 19-årige datter.
Hvad angår corona og de stigende smittetal i kommunen, tager man sine forholdsregler, og mandag holdt regeringen pressemøde i Herlev for at informere hele landet om, hvordan man stemmer trygt.
LÆS OGSÅ: Regeringen vil skabe trygge rammer på valgdagen
Håber beholder to mandater
En af borgmesterens største konkurrenter, spidskandidat fra de konservative, Henrik Hilleberg, er også spændt på udfaldet af valget. Og det er på trods af, at han er den, der har siddet længst tid i kommunalbestyrelsen, 28 år, og derfor har været med til flest valgkampe.
»Maven slår knuder. Det er altid en helt særlig dag, og også en dag, hvor man tvivler, så man er spændt og nervøs og håber på at man har gjort sig fortjent til en periode mere,« siger han, der hele dagen er valgtilforordnede i medborgerhuset.
»Selvom jeg prøvet det mange gange, så er det altid noget helt specielt, og man ved jo ret beset ikke, om man får endnu en periode. Jeg har det sådan, at hver gang, der er valg, er det som om, det er første gang, så det er en speciel situation, man stiller sig i,« vurderer den erfarne kandidat.
Han tør ikke gisne om valgresultatet, men håber ligesom borgmesteren på, at de konservative beholder det, de har – nemlig deres to mandater.
»Vi har to mandater i dag, og det har vi historisk set ikke haft før, så det sidste valg for os var en kæmpe fremgang og kan vi holde det, så er jeg glad. Det jeg håber på,« fastslår han.
De konservative går jo fremad på landsplan – tror du det kan smitte af hos jer?
»Er der mulighed for et tredje mandat? Det er slet ikke noget, jeg tænker på, hvis vi holder de to, så er jeg rigtig glad og alt andet vil være en kæmpe gevinst, men jeg tager intet for givet,« siger Henrik Hilleberg, hvis mål udover at beholde de to mandater sædvanen tro også er:
»At se om vi kan få brudt det socialdemokratiske flertal, men jeg har ingen forventinger om et jordskredsvalg. Det kan godt være, at der er nogen partier, der bliver skiftet ud på højrefløjen, men for blokkene derimellem vil styrkeholdet være det sammen, og så er det svært at vide, om Nye Borgerlige bliver båret ind af nogle landstendenser,« lyder analysen fra Henrik Hilleberg.
Der er lukket for kommentarer