Camilla er ny borgerrådgiver i Herlev og hjælper, når kontakten med kommunen er svær
Camilla Sabroe Jydebjerg er ny borgerrådgiver i Herlev Kommune. Hun har været i gang i 20 dage, og der er allerede kommet henvendelser fra borgere.
Hvad skal man stille op, hvis man ikke forstår vejen gennem kommunens system? Hvis man har modtaget en afgørelse i en sag, som man ikke forstår?
Og hvordan skal man forholde sig, hvis man er utilfreds med den behandling, man har fået af kommunen? Hvis dialogen er gået i komplet hårdknude?
Alt det og meget mere er præcis, hvad den nye borgerrådgiver i Herlev Kommune, Camilla Sabroe Jydebjerg, sidder klar til at hjælpe med.
ANDRE HISTORIER: Politikere vil tænde for mere ‘biologisk lys’ på plejecentre
»En borgerrådgiver er en, der bredt forklaret hjælper borgerne i en kommune med deres kontakt til kommunen. Det kan være alt lige fra rådgivning til at finde vej gennem systemet, hjælp til den rette at kontakte, eller hjælp til at håndtere en sag, der måske er gået i hårdknude,« forklarer Camilla Sabroe Jydebjerg og fortsætter:
»Som det gør sig gældende i alle slags relationer, så kan ting jo godt gå i hårdknude. Men jeg bliver ikke altid kontaktet, fordi der er en konflikt. Nogle gange kan det også bare være svært at gennemskue, hvor man skal starte, og hvem man skal kontakte.«
Åben rådgivning
Som borgerrådgiver er Camilla Sabroe Jydebjerg ansat direkte af kommunalbestyrelsen. Det betyder også, at hun er uafhængig af forvaltningen.
Man kan ringe til mig på alle tidspunkter
Inden Camilla Sabroe Jydebjerg kunne trække i arbejdshandskerne, var der dog en række formaliteter, der skulle falde på plads. For eksempel skulle Herlev Kommunens styrelsesvedtægt ændres.
Og det skete altså til kommunalbestyrelsesmødet 14. juni. Camilla Sabroe Jydebjerg begyndte derfor arbejdet den 15. juni – hun har altså været i gang i 20 dage.
»Der er allerede nu en pæn henvendelsesfrekvens, og erfaringen fra andre borgerrådgivere er, at henvendelserne stiger, når ordet spreder sig. Måden, jeg går ind i sager, er altid noget, der bliver aftalt med den konkrete borger fra gang til gang. Nogle ønsker kun råd, vejledning og en slags oversættelse, og andre har måske et ønske om, at jeg går aktivt ind i sagen og tager med til møder eller fungerer som en slags mellemmand, der ikke er involveret i sagen,« siger Camilla Sabroe Jydebjerg.
Du kan ringe til Camilla Sabroe Jydebjerg på nummeret 23 74 11 97, eller skrive til hende på mailen borgerraadgiver@herlev.dk. Hver onsdag er der åben telefonisk rådgivning fra klokken 10 til 13, og hver torsdag sidder hun klar til åben rådgivning forskellige steder i kommunen. I uge 27 og 28 er han at finde på Herlev Bibliotek fra klokken 15 til 18.
»Man kan ringe til mig på alle tidspunkter, men jeg kan ikke love, at jeg altid kan tage telefonen, hvis jeg for eksempel sidder i møde. Jeg kan til gengæld love, at jeg altid ringer tilbage, hvis man lægger en besked, og så kan vi aftale et møde, der passer ind i borgerens kalender,« afslutter hun.
ANDRE HISTORIER: Kommunen: Næsten alle centerchef-stillinger står tomme – påfaldende, mener ekspert
Der er lukket for kommentarer