Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Centerejer forklarer om fremtiden for genfundet kunstværk

NREP melder ud om skulpturen 'Kærlighed', der nu er genfundet.

Også ejeren af Herlev Bymidte Center, NREP, er glad for, at den ekstra indsats, man satte i gang i slutningen af marts for at finde den forsvundne bronzeskulptur ‘Kærlighed’, nu har båret frugt. En ekstra indsats, der blandt andet skyldes de mange reaktioner fra Herlev Bladets læsere og borgmesteren, som historien om den forsvundne skulptur affødte til at starte med. Ikke mindst fordi NREP dengang udtalte, at man havde fået at vide fra sin samarbejdspartner nedrivningsvirksomheden J. Jensen, at skulpturen var endt som byggeaffald.

Noget der altså alligevel ikke er tilfældet. Herlev Bladet har fået følgende skriftlige kommentar fra Mads Birkedahl Dehlbæk, der er chef for Asset Management i NREP.

I pæn stand

‘Jeg kan bekræfte at kunstværket er ankommet til centret her til morgen. Vi har som tidligere nævnt haft en større eftersøgning i gang, da vi var lige så uforstående overfor, at kunstværket ”bare” kunne forsvinde. Eftersøgningen har heldigvis båret frugt og vi har i dag fået leveret skulpturen tilbage, hvilket vi er meget glade for. Vi har haft mulighed for at inspicere kunstværket, som heldigvis er i fortsat pæn stand og stort set intakt. Efter afrensning og minimale reparationer, vil vi igen kunne fremvise kunstværket til glæde for herlevborgerne,’ skriver han i en mail.

Efter afrensning og minimale reparationer, vil vi igen kunne fremvise kunstværket

En god plads

Herlev Bladet har også spurgt ind til, hvordan skulpturen kunne forsvinde, hvor den blev fundet herunder hvad J. Jensens rolle er i den forbindelse, og ikke mindst hvor den skal stå:

‘Jeg kender ikke den fulde historie. Kunstværket har været eftersøgt i flere retninger, hvorfor det også har taget lidt tid. Det væsentlige for os er, at kunstværket nu er tilbage, hvor det hører til og snart igen kan blive fremvist for herlevborgerne. (…) Vi vil kigge ind i placering over den næste tid. Placeringsmulighederne er begrænsede, blandt andet på grund af brandkrav, men jeg forventer vi finder en god plads,’ lyder det fra Mads Birkedahl Dehlbæk, der adspurgt også forventer, at placeringen bliver inde i centret.

Herlev Bladet har også kontaktet J. Jensens direktør taget i betragtning, at værket er blevet set på en af hans lastbiler, men han er ikke vendt tilbage.

LÆS OGSÅ: Lettet over at kunstværk er tilbage

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!