Derfor foreslår Ballerup Kommune at tage en bid af skoledistriktet
Ballerup Kommune vil flytte Lautrupområdet ti distrikt Skovvejen. Læs her hvorfor.
Der kommer flere børn til Skovlunde skoledistrikt i disse dage, og det kan der vel siges meget godt om. Men det presser institutionerne, og endda så meget, at fremtidsprognosen ifølge Ballerup Kommune ser dyster ud. Omvendt ser det ud til, at skoledistrikt Skovvejen, der ligger lige ved siden af, har mere plads, end man skal bruge, både i dagtilbud og skole.
LÆS OGSÅ: Vil være klimaneutral fem år før Herlev
Derfor har Børne- og Skoleudvalget for nylig nikket ja til at sende et forslag i høring, der går ud på at flytte den del af Skovlunde skoledistrikt, der ligger i Lautrupområdet, til Skovvejen skoledistrikt. Og gerne så hurtigt, at ændringen kan ske med virkning fra skoleindskrivningen for skoleåret 2024/2025. For børn i dagtilbud kan ændringen træde i kraft fra det tidspunkt, hvor distriktsændringen vedtages, oplyser kommunen i udvalgsreferatet.
Flere nybyggerier – flere børn
Forslaget skyldes, at både Skovlunde Skole og daginstitutionerne i fremtiden vil blive udfordret på, om der er pladser nok til de mange nye børn, som man forventer, vil komme. I forvejen har man allerede taget skridt til at udvide skolen med Ordblindeinstituttets lokaler, hvilke betyder, at skolen vil kunne rumme det forventede antal elever til og med skoleåret 2027/2028. Men stadig derefter forventer man et stigende børnetal. Blandt andet fordi der er planlagt boligbyggeri flere steder i Lautrupområdet. Og på nuværende tidspunkt er der indflyttet borgere i området Sømose Hegn, og der er begyndt indflytning i boligområdet Høje Haver.
Derudover fremgår det af referatet, at de ukrainske flygtninge også er bosat i området.
Der bor på nuværende tidspunkt 147 børn i alderen 0-15 år i Lautrupområdet. 54 0-5-årige børn, hvoraf de tre har ukrainsk baggrund, og 93 6-15-årige børn, hvoraf 29 har ukrainsk baggrund.
Forslaget om at flytte Lautrupområdet til distrikt Skovvejen skal først i høring i skolebestyrelserne på Skovlunde Skole og Skovvejen Skole samt i forældrebestyrelserne tilhørende distrikt Skovlunde og distrikt Skovvejens dagtilbud.
Der er lukket for kommentarer