Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Derfor skifter kommunalbestyrelsesmedlem parti

Deniz Kucukavci fra Radikale Venstre skifter til Moderaterne. Læs her hvorfor.

Deniz Kucukavci fra Herlev bliver Moderaternes 24. kommunalbestyrelsesmedlem, idet han skifter fra Radikale Venstre. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Det 22-årige kommunalbestyrelsesmedlem har siddet i snart en periode, hvor han har repræsenteret Radikale Venstre siden valget 2021. Udover at være en del af den konstituerede gruppe bestående af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten er han også medlem af Familie- og Forebyggelsesudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget. Derudover har han en plads i Herlev Erhvervsråd og sidder ligeledes med i bestyrelsen for Kantatehuset.

Men hvorfor skifte partifarver?

LÆS OGSÅ: Tidligere DF’er og Venstre-mand er nu moderat

Vil frisætte kommunen

»Moderaterne er det parti, hvor jeg bedst kan indfri mine politiske ambitioner. Det er et parti, der har forstået vigtigheden af vores civilsamfund. De, som kender mig, vil også vide, at netop civilsamfundet er ét af de politiske områder, jeg brænder mest for. Det både kan og skal spille en større rolle i at løse nogle af de udfordringer, som vores velfærd står overfor,« siger han i pressemeddelelsen, hvor han også kommer ind på, hvad han vil arbejde for fremover.

 »Nu ser jeg frem til at fortsætte med at kæmpe for frisættelsesdagsordenen, ældrepolitikken, iværksætteri, børne og unge såvel som klima og miljø. Det er vigtige landspolitiske områder, men i lige så høj grad vigtige for Herlev Kommune,« lyder det.

De, som kender mig, vil også vide, at netop civilsamfundet er ét af de politiske områder, jeg brænder mest for

Moderaterne er nu repræsenteret i 18 kommuner.

Forhenværende medlem af kommunalbestyrelsen Kim Kristensen skiftede også til Moderaterne i Herlev, men valgte tidligere på året at trække sig af helbredsmæssige årsager.

Kommunal- og regionalvalget 2025 er planlagt til at blive afholdt tirsdag 18. november 2025.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!