Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Partihopper: Tidligere DF’er og Venstre-mand er nu moderat

Kim Kristensen, som tidligere har siddet i kommunalbestyrelsen i otte år, er nu klar til at repræsentere sit fjerde parti i Herlev.

Først sad han i kommunalbestyrelsen for Dansk Folkeparti fra 2013, siden brød han med partiet og blev medlem af Venstre. 

Venstre forlod han også, og derefter stiftede han Herlev Listen, som han dog ikke blev valgt for i 2021. Og så var otte år på rådhuset slut for Kim  Kristensen, der undervejs også var løsgænger et par perioder.

Nu kan Kim Kristensen meget vel være tilbage på stemmesedlen til kommunalvalget i november 2025. 

Han har nemlig meldt sig ind i Moderaterne og er indtil nu det eneste navn i Herlev, som officielt er med midterpartiet, der kun er omkring to år gammelt, men allerede er regeringsparti og har tidligere venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen, som i dag er markant udenrigsminister, i spidsen.

Det er mere vigtigt at lave noget, som er til gavn for borgerne i Herlev, så er jeg ligeglad med, om jeg skal arbejde med rød, blå eller grøn…

Succes som løsgænger

Kim Kristensen tilskriver en periode som løsgænger i Herlev, at han nu er moderat.   

»Jeg havde halvandet år som løsgænger, og jeg havde aldrig fået så meget af min politik igennem som i den periode, jeg havde aldrig gået med i et budgetforlig i de år, jeg havde siddet der, men det var jeg det sidste år,« fortæller han og tilføjer:  

»Så kan jeg spørge mig selv hvorfor, og tænker jeg, at jeg har siddet og ikke haft et politisk tilhørsforhold, Nu skulle de øvrige partier ikke tage stilling til, om jeg var blå, rød eller grøn. Jeg har blot videreført det, som jeg har troet på var bedst for Herlev uden skelen til, hvor vi var henne politisk,« siger han og tilføjer med et glimt i øjet, at Lars Løkke Rasmussen stjal denne idé med at danne Moderaterne. 

»Det er mere vigtigt at lave noget, som er til gavn for borgerne i Herlev, så er jeg ligeglad med, om jeg skal arbejde sammen med rød, grøn eller blå. Det synes jeg, at jeg fik afprøvet som løsgænger,« fastslår han.  

Behov for arbejdskraft

Moderaterne er netop stiftet af Lars Løkke Rasmussen for at samle dansk politik på midten og ikke være afhængig af yderfløjene, blandt andet Dansk Folkeparti på udlændingeområdet. 

Derfor kan det virke paradoksalt, når en mangeårig DF’er bliver moderat. 

– Har du flyttet dig politisk, når det gælder områder som globalisering, EU og udlændingepolitik?

»Næh, jeg er bare blevet mere bevidst om, at de holdninger, man har, bygger på et grundlag, som ikke altid er helt oplyst. Vi kan ikke bare sende udlændinge hjem, når det passer os. Der er EU-forordninger at forholde sig til, og vi er bare også nødt til at sige, at vi har behov for arbejdskraft, også i Herlev, og den arbejdskraft har vi ikke, siger han og mener, at stort set hele det danske folketing har samme udlændingepolitik ud fra den enkle formel, at  de som bidrager positivt til det danske samfund, er velkomne, men de som gør det modsatte, ikke har noget at gøre her. 

Når det kommer til EU, kan man fra Kim Kristensens mund høre en mere skeptisk tone end hos det ellers Europa-begejstrerede Moderaterne. Omend han er langt fra Dansk Folkepartis skarpe vendinger mod Bruxelles. 

»Jeg har altid været tilhængere af det europæiske fællesmarked, men der hvor jeg kan blive bekymret, er hvor meget selvstændighed, vi skal give. Moderaterne er jo ikke baseret på at være imod EU, så er det klart, at du er med EU. Jeg ser ikke den store forskel,« siger han. 

Byggeri og lokalråd 

Nu er det ikke EU-politik, som er det mest væsentlige, når og hvis Kim Kristensen stiller op til kommunalvalget i Herlev. 

Her vil han stille op på en lokalpolitisk dagsorden, hvor der skal være fokus på økonomien. Blandt andet ønsker han en klar overvægt af ejer- og andelsboliger i nybyggeriet i kommunen, da der i forvejen er en stor andel alment byggeri i Herlev. 

Han vil have oprettet lokalråd, som lokale borgere og interessenter kan blive en del af, og som skal tages med på råd, inden nyt byggeri besluttes. 

Kim Kristensen mener, at meget utilfredshed blandt borgerne kan forebygges, hvis de kommer med på råd i god tid, i stedet for der blot indkaldes til et borgermøde. 

Selvom han på den ene side er kritisk over for, hvordan mange ting køres på i Herlev, forestiller han sig et tæt samarbejde med Socialdemokratiet, nu de to partier er i regering på landsplan. 

Det samme gælder med Venstre, hvis de skulle blive valgt næste gang. 

Det er endnu ikke afklaret, hvordan Moderaterne organiseres lokalt, det besluttes ifølge Kim Kristensen i løbet af foråret. 

LÆS OGSÅ: Da Kim Kristensen sprang fra Venstre

  

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!