Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Uden for livsfare efter frontalsammenstød

Søndag eftermiddag kørte en bilist pludselig over i den modsatte vejbane og stødte frontalt ind i en anden på Herlev Hovedgade. Bilisten er mistænkt for at have påvirket under kørslen.

Der er endnu for tidligt at sige, hvorfor en 19-årig ung mand søndag eftermiddag pludselig kørte over i den modsatte vejbane på Herlev Hovedgade og efterfølgende stødte frontalt sammen med en 32-årig mand, der kørte en firmabil. Lokalpolitiet under Københavns Vestegns Politi kan dog oplyse, at den 19-årige blev indlagt til observation, og at den 32-årige slap uskadt fra sammenstødet, hvorfor begge er uden for livsfare. For øjeblikket afventer man svar på en blodprøve fra den 19-årige, som man mistænker for at have været påvirket under kørslen.

Derfor er han foreløbig ‘kun’ sigtet for overtrædelse af Færdselsloven, men sigtelsen kan meget vel blive udvidet med flere forhold, lyder det.

Kørte ikke for hurtigt

Hændelsen skete søndag, og der blev slået alarm klokken 16.36. Der skete ifølge politiet stor materiel skade, og airbags blev udløst i begge køretøjer.

Der er ifølge politiet ingen tvivl om, at det er den 19-årige, der bærer skylden for ulykken, hvorfor han også er blevet sigtet med henblik på at undersøge hvorfor. I den forbindelse kan man afkræfte, at han for eksempel har kørt for hurtigt, men om der som nævnt har været alkohol eller stoffer involveret, må tiden vise.

ANDRE HISTORIER: I år er der særligt mange huller i vejen

To biler kørte søndag frontalt sammen, fordi en 19-årig bilist kørte over i den modsatte vejbane. Foto: Lars Franyó.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!