Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Herlevs nye have giver plads til fordybelse, fornøjelse og masser af fællesskab

Tirsdag denne uge blev Herlevs Have i regi af Frivilligcenter og Selvhjælp Herlev officielt åbnet.

Nuvel det er ikke en forlystelseshave a la Tivoli, men der er faktisk masser af gratis oplevelser og fornøjelser i Herlevs nye have, som åbnede officielt tirsdag denne uge.

Der er tale om et offentligt grønt område, som er for alle herlevborgere, og som skal være grobund for fællesskaber og frivillighed, men også leg, læring, fordybelse, gåture, gode snakke og en masse andet.

Det fortalte centerleder for Frivilligcenter og Selvhjælp Herlev, Tina Andersen Messaoudi, til indvielsen.

»Jeg bobler ekstra af glæde i dag, hvor vi kan åbne et fantastisk dejligt sted for dyreliv og mennesker,« sagde hun, der for cirka ni år tilbage begyndte at summe over, om man da ikke kunne udnytte den store grønne plæne foran frivillighedscentret på en bedre måde.

Vi manglede en grøn byoase i Herlev, så drømmen var et samlingssted, men det var dyrt, så det blev ved idéerne

»Vi manglede en grøn byoase i Herlev, så drømmen var et samlingssted, men det var dyrt, så det blev ved idéerne,« fortalte hun, der senere i forbindelse med ‘Vild med vilje’-bølgen fik Herlev Kommune til at stille en havearkitekt til rådighed, som tegnede haven stort set, som den ser ud i dag.

I 2023 lykkedes det så endelig at få Nordea-fonden til at donere 996.000 kroner til over en toårig periode at realisere projektet. Siden har en masse frivillige kræfter herunder foreninger og institutioner som for eksempel Ældre Sagen, Herlev Billedskole, Next og Gl. Hjortespringskole fået det hele til ‘at gro’, og flere af dem var også med til indvielsen tirsdag, hvor 83 havde meldt sig til.

LÆS OGSÅ: Flere penge til dårligt stillede børn

Naturligt samlingssted

Udover en guidet rundtur i havens faciliteter, som blandt andet byder på en sansehave, en pilehule, en skovsti, en blomstereng, en bålplads og en pavillon, så kunne de fremmødte også høre projektleder Yeter Gül understrege, at det virkelig er en have for hele Herlev det være sig både mennesker, dyr og insekter, da haven er lavet med fokus på grøn bæredygtighed og biodiversitet. Det kan også ses i de mange stubbe, som der er boret huller i til insekterne, kvashegnet, der omkranser haven og i de insekthoteller, som de frivillige har været med til at bygge ud af tidligere vinkasser.

»Haven skal være borgernes naturlige samlingssted. Et sted, som alle i Herlev kender, og hvor alle føler sig velkomne,« sagde projektlederen og henviste til de mange, der har været involveret i ‘havearbejdet’ blandt andet på de workshops, der har været.

Vi synes, det er dejligt, der bliver lavet noget i Herlev, fordi der mangler noget grønt

To af dem, der har været med, er Amalie og Eva Vestergaard på 10 og 6 år. De har været med til at bygge insekthotellerne, og var også mødt op til indvielsen med deres mor og farmor.

»Vi synes, det er dejligt, der bliver lavet noget i Herlev, fordi der mangler noget grønt. Så er det også godt, at der er så mange forskellige ting i haven. Der er noget for alle sanser. Det er sjovt at have været med fra starten af og se det hele vokse,« lød det farmoren Gitte Vestergaard.

Hele Herlevs Have blev erklæret officielt åben, efter at borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) måske meget passende i en af urtekasserne havde nedsat en plante vistnok kaldet Hjertensfryd.

Tina Andersen Messaoudi oplyste i øvrigt, at der stadig er et år tilbage af projektet, og at man stadig har flere nye ting i støbeskeen, som skal realiseres. Blandt er der bestilt skolesæt, så skolerne kan komme forbi og bruge haven i undervisningen, og så mangler man at få udbygget og indrettet et skur, som efterfølgende kan bruges til opholdsrum.

 

Herlevs borgmester og Tina Andersen Messaoudi, centerleder, planter en Hjertensfryd, som symbol på, at Herlevs Have er officielt åben. Foto: Kenneth Hougaard.

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!