Det sidste testcenter i Herlev er lukket
Fra i dag mandag er alle Region Hovedstadens mindre PCR-testcentre, herunder testcenteret på Tvedvangen, lukket. Det betyder, at Herlevborgere fremover enten skal betale for en coronatest ved en privat udbyder eller køre til et af de store testcentre i København og Hillerød, hvis de skal testes.
De lange testkøer og vatpinde i næse og mund flere gange om ugen er fortid. Samfundet er åbent, og man skal kun lade sig teste, hvis man har symptomer og er i øget risiko for et alvorligt forløb, eller hvis man har brug for coronapas ved udlandsrejser og ikke er vaccineret eller tidligere smittet. Det betyder også, at testkapacitet og antallet af testcentre siden slutningen af februar er blevet nedskaleret af flere omgange.
Nu nedskaleres der yderligere, og alle Region Hovedstadens mindre PCR-testcentre er lukket fra i dag mandag, hvilket også betyder, at det sidste gratis testcenter i Herlev på Tvedvangen lukker. Det fremgår af Region Hovedstadens hjemmeside.
LÆS OGSÅ: Et flertal uden om S støtter forslag om borgerrådgiver
Region Hovedstaden oplyser til Herlev Bladet, at årsagen til lukningen af centrene er manglende efterspørgsel på tests.
‘(…) Region Hovedstaden er i gang med en nedskalering af den igangværende COVID-19 testindsats, da der i dag er langt mindre efterspørgsel på test i regionen. Hvor der i vinter blev udført mellem 60.000-80.000 daglige test, bliver der i dag kun testet mellem 1.000-2.500 borgere per døgn,’ skriver de i en mail.
Herlev Hospital oplyser, at podeklinikken på hospitalet ikke er åben for borgere, men er tiltænkt personale og patienter.
Kun store testcentre tilbage
Fremover vil det derfor kræve en lille køretur, hvis man står i en situation, hvor en PCR-test er nødvendig, Man vil nemlig skulle til de store teststeder enten i Valby, på Nørrebro, ved Københavns Lufthavn eller i Hillerød.
Der findes dog fortsat en privat udbyder af PCR-tests i Herlev ved BIG, hvor man mod betaling fortsat kan stadig kan få en PCR-test.
Der er lukket for kommentarer