Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Eagles-spillerne om drag-show: Kan inspirere andre ishockeyklubber til at gøre det samme

For at understrege at der er plads til alle i ishockey, inviterer Herlev Eagles til drag-show på isen. Eagles-spillerne, Herlev Bladet har snakket med, synes, at det er et fedt koncept, der kan inspirere andre ishockeyklubber til at vise, at ishockey er en sport for alle.

For Herlev Eagles er det vigtigt, at der kan være plads til alle i ishockey, og at alle kan føle sig velkomne – uanset hvilken kønsidentitet eller seksualitet man har.

For at understrege det slår Herlev Eagles den 6. oktober dørene op for eventet, ‘Drag is not a crime – drags on ice’. I samarbejde med Herlev Ishockey Klub og #gamechanger vil Herlev Eagles forene professionel sport og LGBTQIA+-miljøet, hvor de fokuserer på at vise, at ishockey er en sport for alle.

For at forene disse kommer eventet både til at bestå af en kamp mellem Herlev Eagles og Aalborg Pirates, men også af drags der vil optræde på isen. Og det mener Eagles-spillerne er en fed måde at inspirere andre ishockeyklubber til at vise, at der er plads til alle i ishockey.

En inspirationskilde

Blandt Eagles-spillerne, som Herlev Bladet har snakket med, er der stor opbakning til eventet. De er meget begejstrede for, at Herlev Eagles inviterer til drag-show på isen som den første ishockeyklub i Danmark.

»Det er jo et virkelig fed koncept, for så kan det forhåbentlig inspirere hele Metal Ligaen til ligesom at understrege, at vi bakker op omkring hinandens forskelligheder,« siger Mikkel Skjellerup.

»Det er fedt, at vi kommer til at være frontforløber for, at ishockey er for alle. Det kan sikkert være med til at inspirere andre ishockeyklubber til at gøre det samme,« siger Noah Samsøe.

ANDRE HISTORIER: Politi og kommune: Ekstra fokus på glidende skolestart her

Mikkel Skjellerup (tv.) og Noah Samsøe håber, at eventet kan være med til at inspirere andre ishockeyklubber til at vise, at der skal være plads til alle i ishockey. Foto: Camilla Bidstrup Møller

De synes, at det er godt, at det bliver fokuseret på, at alle skal have mulighed for at føle sig accepteret i ishockey.

»Det er rigtig fedt, fordi vi viser, at folk skal gøre, hvad de har lyst til og stå ved, hvem de er,« siger Luis Blak Olsen.

»Det er et fedt koncept, for det er godt, vi kan vise, at ishockey er for alle, og at alle er velkomne,« siger Oliver True.

»Jeg synes, det er fedt, fordi man skal altid bare respektere hinandens forskelligheder,« siger Philip Rafnsson.

Mere acceptabelt

I løbet af Eagles-spillerne ishockeykarriere har de selv haft indtrykket af, at ishockey ofte er blevet forbundet med en machokultur.

»Det har måske været lidt kutymen i ishockey, at det udadtil godt kan virke som en macho-agtig sport, og at man skal være lidt hård,« siger Oliver True.

»Jeg kan klart se, at folk nok udefra tænker, at ishockey er en dominant og maskulin sportsgren, men det har jeg heldigvis ikke oplevet i vores klub,« siger Mikkel Skjellerup.

Men de har også indtrykket af, at retten til at være anderledes er blevet mere accepteret inden for ishockeyverdenen i løbet af årene.

Luis Blak Olsen (tv.), Oliver True (mf.) og Philip Rafnsson er enige om, at eventet er en fed måde at vise, at ishockey er en sport for alle. Foto: Camilla Bidstrup Møller

»Selvfølgelig har ishockey altid været forbundet med at være en relativ machosport, men jeg synes, at det er blevet mere accepteret med årene, hvis man ikke er ligesom sine holdkammerater,« siger Noah Samsøe.

»Man kan sige, at tilbage i tiden var der nok mere et sprogvalg, som måske ikke var så dejligt at høre på, men jeg synes, at folk nu her er opmærksomme på, hvilke ord der kan støde andre,« siger Luis Blak Olsen.

»Ja, man har da flere gange oplevet et grimt sprogbrug i løbet af sin ishockeykarriere, men Eagles er heldigvis som en stor familie, hvor vi alle bakker hinanden op og støtter hinanden,« siger Philip Rafnsson.

Eventet afholdes i Herlev Skøjtehal, hvor der er drag-reception klokken 17 og ishockeykamp mellem Herlev Eagles og Aalborg Pirates klokken 19.

Fakta:

  • En ‘drag’ er en mand, som klæder sig ud i kvindetøj.
  • LGBTQIA+ er en forkortelse for de engelske ord, der dækker over de mange seksualiteter og kønsforståelser.
  • #gamechanger er et projekt, der skal hjælpe med, at LGBTI+-personer kan føle sig velkomne i klubber og foreninger inden for sportens verden.

ANDRE HISTORIER: Så mange herlevborgere cykler til arbejde

Har du en anden god historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!