Efter brand: Genbrugsstation sætter døgnåbent på pause
Onsdagens voldsomme brand på Herlev Genbrugsstation har medført, at man ændrer på servicen.
Onsdagens voldsomme brand i et kemihus på genbrugsstationen i Herlev har sat sine spor.
Ikke mindst har branden betydet, at man foreløbig frem mod weekenden ikke holder døgnåbent som hidtil. Men håbet er igen at kunne åbne op 24/7 fra lørdag.
Det fortæller Cecilie Juhl Stentoft, teamleder for Natur, Miljø og Affald i Herlev Kommune.
Hun tilføjer, at man heller ikke vil kunne modtage farligt affald, hvorfor herlevborgerne opfordres til at tage til Ballerup eller Gladsaxe i stedet, hvis man for eksempel har nogle kemikalier, man vil af med.
Lukket for farligt affald
»Lige nu forventer vi ikke, at vi kommer til at håndtere affald på den gamle genbrugsstation, for der er to måneder tilbage, inden den lukker, men vi undersøger, om vi kan sætte noget midlertidigt op,« oplyser hun.
Den nye genbrugsstation forventes pt. at åbne i starten af juli, så der bliver en overgangsmåned i juni, hvor man kan komme på plads og indrette sig.
Ifølge Cecilie Juhl Stentoft ved man endnu ikke, hvad der er brandårsagen, men der kommer teknikere i dag, som arbejder på at finde ud af det, siger hun.
Der er lukket for kommentarer