Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Efter to år uden reaktion – nu vil kommunen gerne lave regler om

I lang tid ville Herlev Kommune ikke svare på, om tidsbegrænsede p-pladser ved Herlev Bibliotek var en god idé til at løse de parkerings-udfordringer, der er. Men det må det antages at være, for nu har kommunen pludselig tænkt sig at indføre netop det.

I cirka to år har Mette Christophersen forsøgt at råbe Herlev Kommune op, fordi hun mener, der er store problemer med at finde en ledig p-plads ved Herlev Bibliotek. Både mundtligt og skriftligt, men intet er sket. I de sidste to uger har Herlev Bladet så forsøgt at få svar på en række spørgsmål om samme parkeringsproblemer. Blandt andet med udgangspunkt i Mette Christophersens forslag om at indføre tidsbegrænsning på seks til otte af pladserne – også uden at få svar. Indtil nu.

For i en mail sendt til Herlev Bladet onsdag aften svarer kommunen så:

‘Du finder svar på flere af dine spørgsmål her: https://herlev.dk/nyheder/tidsbegraenset-parkering-ved-herlev-bibliotek.’

Parkeringsudfordringer

Herlev Bladet har tidligere skrevet om parkerings-udfordringerne ved Herlev Bibliotek blandt andet med udgangspunkt i misvisende skiltning – af to omgange. Noget der måske har resulteret i, at en række bilister, der har parkeret langs biblioteket, har fået bøder på et ukorrekt grundlag. Om de skal refunderes, har man endnu ikke svaret på.

Det var også i den forbindelse, at Mette Christophersen henvendte sig til Herlev Bladet.

»Jeg har talt med venner og familiemedlemmer i kommunen, som har det samme problem og er glade for, at jeg tager hul på bylden,« fortæller hun, der havde fået nok, da hun for nylig ville aflevere en bog på biblioteket.

LÆS OGSÅ: Parkeringsafgifter skal måske refunderes

Den måtte hun i stedet aflevere til en velvillig bibliotekar, der mødte hende udenfor, efter at hun i 20 minutter havde kørt rundt for at finde en ledig p-plads og til sidst følte sig nødsaget til at ringe til biblioteket. Fristen for aflevering var nemlig samme dag.

»Det kan jo ikke passe, at jeg skal kalde en dame ud fra biblioteket, men hun kunne fortælle, at det ikke var første gang, hun leverede den noget specielle og udvidede service,« lyder det fra herlevborgeren.

Hun har også oplevet, at hun ligefrem har måtte vende snuden hjem igen, fordi hun ikke har kunnet finde en ledig parkeringsplads.

Naboer bruger pladser

Udfordringen er ifølge hende blandt andet, at nogle beboere i Højbjerg Vænge benytter bibliotekets parkeringspladser, og at håndværkere fra diverse byggerier i centrum også optager en del pladser. Og så er der sandsynligvis også kommet flere bilister, mener hun, der fortæller, at hun har mødt nogle beboere fra lejlighedskomplekserne ved biblioteket, som fortæller, at det pt. også er svært for dem at finde ledige p-pladser dér, hvor de bor. 

»En kunne fortælle, at deres datter havde fået to p-bøder af 1.000 kroner, og en ansat ved hjemmeplejen havde også fået en bøde på 1.000 kroner, mens hun hjalp en borger med sine piller,« fortæller Mette Christophersen, der har boet i Herlev siden 1969.

De bygger og bygger, men uden at tænke p-pladser ind i det.

»De bygger og bygger, men uden at tænke p-pladser ind i det,« mener hun og fortsætter:

»Der skal jo også være plads til os, der bruger biblioteket,« siger hun, der nu har oprettet sig som låner på biblioteket i Skovlunde.

Herlev Bladet har også spurgt formand for Højbjerg Vænges bestyrelse, Bo Zabel, som oplyser, at man pt. er i gang med at realisere en helhedsplan, renovering af lejligheder, og så længe det står på, vil der mangle parkeringspladser. Derudover fortæller han, at afdelingen har fri parkering for beboere og deres gæster.

Herlev Bladet har desuden kontaktet konstitueret bibliotekschef, Lisbeth Gøttsche, som bekræfter, at der er fyldt op på parkeringspladserne.

Stadig ulovlige p-pladser

Men nu barsler kommunen altså med en løsning, hvor man senest i uge 16 vil indføre tidsbegrænset parkering på seks pladser: De tre pladser til venstre for hovedindgangen vil være tidsbegrænset i 30 minutter, og de seks pladser til højre for indgangen tidsbegrænses i to timer. Tidsbegrænsningerne vil gælde på hverdage i tidsrummet klokken klokken 10-17, oplyser kommunen.

SE kommunens kort her

Mette Christophersen havde ellers foreslået, at man brugte de indhak langs biblioteket til pladserne. Pladser der i dag er ulovlige at parkere på, fordi der så ifølge kommunen ikke er areal nok til at bakke på. Alligevel er der dagligt folk, der parkerer langs biblioteket, fordi det ligner en parkeringsplads. Ifølge kommunen vil man nu opsætte standsningsforbudstavler for at gøre det mere tydeligt, at man stadig ikke må parkere langs biblioteket. Kommunen oplyser, at det skyldes, at man i så fald ikke ville kunne opfylde arealkravet for parkeringspladser i Vejregler fra Vejdirektoratet.

Herlev Bladet har spurgt ind til, hvad der kræves i meter for at kunne bakke ud, men det har kommunen ikke ville svare på. Det har FDM til gengæld, som oplyser, at ‘manøvrearealet’, som det kaldes, i de Vejregler, som kommunerne følger, anbefales at være på syv meter.

Klapper i sine hænder

Tilbage til Mette Christophersen og nyheden om de tidsbegrænsede parkeringspladser.

»Det var dog fantastisk, det er jo det, jeg hele tiden har bedt om. Jeg har jo snakket med kommunen i et par år, uden at der er sket en pind, så det er da pudsigt, at det lige pludselig sker nu. (…) Men du må gerne skrive i overskriften, at Mette Christophersen klapper i sine hænder. Det kan jo ikke være bedre, så er det endelig lykkedes,« siger hun.

Parkeringskontrol Nord oplyser i øvrigt, at man ikke udsteder bøder, så længe der ikke er nogen skiltning.

Jeg har jo snakket med kommunen i et par år, uden at der er sket en pind, så det er da pudsigt, at det lige pludselig sker nu.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!