Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Efter tip: Har beslaglagt 28.000 puff bars og 25.000 cigaretter

Myndighederne gennemførte i maj en aktion mod to adresser i Herlev, og det gav pote. Både kopi-mærketøj og cigaretter blev beslaglagt.

Skattestyrelsen har med bistand fra Københavns Vestegns Politi, National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og Fødevarestyrelsens Rejsehold gennemført en aktion mod to adresser i Herlev midt i maj måned. I alt har myndighederne beslaglagt 28.000 puff bars (engangs e-cigaret), 25.000 cigaretter og knap 200 flyttekasser med tøj. Det oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Kontrollerne blev gennemført på baggrund af et tip fra Fødevarestyrelsens Rejsehold om erhvervsmæssigt salg fra lokalerne. Den ene adresse fremstod som en butik, mens den anden adresse var et lager til butikken.

Ulovlige puff bars og illegale cigaretter

Skattestyrelsen har under aktionen beslaglagt 28.000 puff bars og 25.000 cigaretter, hvor der ikke er betalt afgift. Samlet har Skattestyrelsen beslaglagt varer, hvor den manglende afgift udgør knap 400.000 kr. Dertil kan der også blive tale om en bøde for manglende afgifter.

LÆS OGSÅ: Kommunal-direktør om unge-vold

»Dette er vores andet store beslag af puff bars inden for kort tid. For nylig beslaglagde vi i en webshop blandt andet 18.000 puff bars, og nu har vi fundet endnu flere. Det er bekymrende, at vi kan finde så store mængder, når de ikke må sælges i Danmark. Derfor har vi også både styrket og målrettet vores kontrol mod nikotinprodukter og tobak mere generelt. Denne aktion viser, at samarbejdet myndigheder imellem er afgørende for en effektiv kontrolindsats,« siger Anne Sofie Hedemann, underdirektør i Skattestyrelsen.

En puff bar er en engangs e-cigaret, der kan indeholde store mængder nikotin og som kan fås i mange forskellige smagsvarianter.

Kopi-mærketøj

Under aktionen blev der beslaglagt knap 200 flyttekasser med kopi-mærketøj. Her assisterede National enhed for Særlig Kriminalitet Københavns Vestegns Politi med vurderingen af kopi-mærketøjet og den efterfølgende beslaglæggelse, da politiet kunne konstatere, at der var tale om kopier af flere kendte mærkevarebrands. Det er NSK, der står for den videre efterforskning og eventuelle strafforfølgning i sagen om kopi-mærketøjet.

»Vi er glade for at kunne assistere Skattestyrelsen og Fødevarestyrelsen – og er naturligvis klar næste gang,« siger vicepolitiinspektør Henrik Frandsen fra Københavns Vestegns Politi.

Kopi-mærketøjet omfatter tøj af blandt andet mærkerne: Balenciaga, Gucci, Luis Vuitton, Moncler, Kenzo Paris, Hugo, Moose, Givenchy, Prada, Stone Island, Burberry og Dior.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!