Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Topchefer i Herlev får 10 gange så meget i lokalløn end sosu-assistenter

FOA drømmer om, at lokallønforskellen mellem sosu-assistenter og topchefer i Herlev bliver mindsket. Borgmester Thomas Gyldal Petersen drømmer i stedet om, at man går i dialog om problemstillingen med at skaffe personale, i stedet for at forsøge at skabe misundelse.

En topchef i Herlev Kommune får i gennemsnit 16.310 kroner om måneden i det, der kaldes lokallønstillæg. Til sammenligning får en social- og sundhedsassistent i kommunen 1.663 kroner om måneden i lokallønstillæg.

Det viser en opgørelse, som FOA har lavet ud fra Kommunernes- og Regionernes Løndatakontor. Og det har altså fået FOA til at stille spørgsmålstegn ved, om den fordeling er fair.

»Det sender et klart signal om, hvor nemt det er at få øje på medarbejdernes kompetencer, alt efter hvor tæt de sidder på borgmesterens kontor,« sige Camilla Pedersen, der er faglig sekretær ved FOA.

Det er ikke fordi, jeg synes, at cheferne ikke gør et god stykke arbejde – for det gør de

Borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) afviser, at det skulle have en indvirkning på de lokale løntillæg, der gives i kommunen.

»Jeg synes desværre det viser, at FOAs ærinde ikke er helt ærligt, og jeg betragter det lidt som et mediestunt. Borgmesteren uddeler ikke tillæg, og jeg har heller ikke truffet beslutning om de tillæg, kommunale topchefer får,« siger Thomas Gyldal Petersen og fortsætter:

»Jeg synes i stedet, at vi skal tage en ordentlig samtale om dette og ikke appellere til misundelse. Problemstillingen om at skaffe dygtigt og kompetent personale fylder rigtig meget for mig, og jeg synes også, at vi har rigtig mange spændende ting i gang. De reelle forandringer skal finde sted ved det centrale bord, og det synes jeg, at vi skal gå i dialog om.«

Herlev lavere end andre kommuner

Sammenligningen mellem kommunale topchefers løn og social- og sundhedsassistenters løs er dog ikke kun lavet i Herlev. Den er lavet i hele landet. Og her ses det, at Herlev Kommune faktisk ligger i den lave ende, når det kommer til forskellen i løn mellem topchefer og social- og sundhedsassistenter.

Til sammenligning er kommunale topchefers lokalløn 43 gange større end social- og sundhedsassistenter i Slagelse Kommune.

Hvad er problemet med, at topchefer tjener mere end sosuerne? Bør en chef ikke få mere i løn? 

»Vi ved, at der i forvejen er stor forskel på en topchefs og en sosu-assistents grundløn, og derfor synes jeg, at det er problematisk, at der så også er så stor ulighed i lokallønnen. Jeg vil ikke blande mig i, om topcheferne er det værd, men jeg mener, at der skal være en rimelighed i, at vores medlemmer løfter rigtig mange opgaver, og det burde også afspejle sig i lønchecken,« siger Camilla Pedersen.

»Vi kunne godt tænke os, at man i kommunerne begynder at anerkende det arbejde, som den menige medarbejder udfører. Det er ikke fordi, jeg synes, at cheferne ikke gør et god stykke arbejde – for det gør de. Det er bare vildt, at der er så stor forskel på lokallønnen,« siger Michael Gyes, der er fællestillidsrepræsentant for social- og sundhedspersonale i Herlev Kommune.

Blande æbler og bananer

Thomas Gyldal Petersen tilføjer, at der i Herlev Kommune også brug for dygtige ledere såvel som dygtige medarbejdere.

»Det er ikke en fordel for Herlev Kommune, hvis vi ikke kan rekruttere dygtige ledere. Og det har faktisk været en stor udfordring at rekruttere kvalificerede ledere, fordi vi er i konkurrence med både den statslige og den private sektor,« siger Thomas Gyldal Petersen og fortsætter:

»Når folk søger job i Herlev og kommer fra stillinger, hvor de allerede har tillæg, så er de nødt til at have et tilbud, der matcher. For alternativet er, at vi så ikke har kvalificerede ledere ansat.«

LÆS OGSÅ: Gruppe af unge anholdt for røveri mod andre unge

Borgmesteren peger på, at man i stedet for at pege på forskellen i løn finder de ting, man er fælles om. Nemlig at løfte opgaven om gode arbejdspladser med en rimelig løn.

»FOA har trukket nogle tal, der giver anledning til at skrive en historie om, at cheferne får for meget. Men jeg synes, det er at blande æbler og bananer, og jeg vil meget hellere i dialog om at sikre gode arbejdsvilkår i fremtiden,« siger Thomas Gyldal Petersen.


Om FOA’s opgørelse:

FOA’s opgørelse er lavet ud fra tal fra Kommunerne og Regionernes Løndatakontor.

I Herlev inkluderer opgørelsen 16 kommunale topchefer, der omfatter kommunaldirektører, forvaltningschefer, tekniske chefer, og ‘andre chefer’.

Opgørelsen er lavet ud fra lokallønstillæg – og altså ikke ud fra den fulde løn, som medarbejderne modtager.

Du kan læse mere om FOA’s opgørelse lige her.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!